Jeg plejer egentlig at bryste mig af at være rimelig god til at regne. Også i hovedet. Jeg glemmer det bare nogen gange.
Som da jeg blev sendt i byen for Sille og købte en hel posefuld garn i alle mulige farver. Et nøgle i hver farve. Femten nøgler. Alle på udsalg. Altså sat ned.
Der gik det meste af fjorten dage, før jeg i går stod inde hos Sille med garn og pose og bonen, jeg bare havde lagt ned i posen efter at have betalt det forlangt beløb uden overhovedet at overveje om det var for meget.
Først da Sille tog bonen i øjesyn, for at finde ud af hvor meget hun skyldte, viste det sig at jeg havde betalt den fulde pris. Otte kroner mere end den nedsatte. Otte kroner for meget for femten nøgler garn løber hurtigt op.
Jeg tog pose og garn og bon med hjem for at tage forbi garnbutikken i centret i dag. Jeg var heldig, den eneste af damerne der kendte til overbetalingen, ud over hende der solgte mig garnet, stod bag disken.
Det viste sig at damen der for godt fjorten dage side betjente mig, lige var kommet hjem fra ferie og ikke havde set at garnet var nedsat. Først senere - længe efter jeg havde betalt, sagt pænt farvel og havde forladt butikken - var fadæsen gået op for hende.
Med temmelig ondt i maven havde hun gået rundt resten af dagen (og muligvis også de næste) og håbet at jeg ville komme tilbage. Det gjore jeg ikke, for det hele var blot parkeret dengang jeg kom hjem, og ikke lige havde planer der involverede Sille de første dage.
Damen der stod i butikken i dag blev oprigtig glad og sagde på vegne af den anden dame undskyld flere gange. Jeg mente at sådan noget kan ske og hun endelig måtte hilse og sige tak, når de begge mandag morgen åbener igen.
bevæbnet med endnu mere garn - til den rigtige pris. Sille nåede at pege et par farver ud i går, hun gerne ville have mere af - sadlede jeg cyklen og kørte til Hvidovre og Silles barndomshjem, hvor hendes søster og fædrende ophav i dag residerer.
Hvidovre fordi Sille i dag havde lagt vejen forbi i håb om en sidste lille smule sol inden den for alvor forsvinder. Der var ikke meget sol, men jeg fik mulighed for at prøvesmage både kage, vin og ost til lørdagens barnedåb.
Maden er der i hvert fald ikke noget i vejen med, og da vi også fik tjekket op på hvordan vi kommer til kirken, kan jeg kun glæde mig til en lørdag i selskab med en bunke mennesker, jeg har kendt i mange mange år. Faktisk er en stor del af min barndom brugt i huset i Hvidovre, og det er altid sjovt at vende tilbage - men også lidt mærkeligt.
