Vi er inviteret til Lærkes fødselsdag. Vi skal selvfølgelig med, også selvom det er i Århus, midt i påsken og der er sporarbejde overalt på vejen dertil.
Jeg har ikke noget mod sporarbejde. Jeg er bruger af den offentlige trafik, og skal det fungere, skal der være plads til at opdatere og holde i god stand. Og selvfølgelig skal det gøres på tidspunkter hvor de faste kunder bliver mindst generet.
Det betyder ikke at jeg klapper i hænderne over udsigten til at køre i bus. Jeg er ikke så god til at køre i bus. Jeg bliver køresyg. Det samme bliver resten af familien. Næh, stik mig et tog, der sidder jeg gerne længe. Også hvis længe betyder ventetid, eller hvad det nu kunne være.
Det går bare ikke denne gang. Når broer skal flyttes, og spor er ude af drift, er busser eneste udvej – specielt når jeg ikke er klar til at cykle til Århus. Så jeg har kigget køreplaner, sammenlignet, vejet for og imod og endt med at bestille biletter til en bus!
Vi undgår at skulle skifte undervejs, og selvom vi sikkert hader det hele vejen til Odden, kan vi se frem til færgeoverfarten. Færgeoverfarter er nemlig nærmest nostalgiske og hyggelige. Samtidig tror jeg nok jeg regnede ud, at den samlede tid i bussen bliver kortere, end hvis vi skulle have været med DSB og togbusser.
Til gengæld tager vi den langsomme tur med toget hjem. Mandag skulle togdriften igen være på plads, og jeg har pladser i intercitytoget fra Århus og hele vejen hjem. Intercitytoget, der standser på alle stationer, og dermed tager noget længere tid end lyntoget vi ellers plejer at hoppe på.
Fidusen med intercitytoget er (ud over at nyde togturen for både frem og tilbage) at det standser i Sorø, hvor Emilie skal af og tilbage til skolen.
Gad vide om jeg kan finde køresygepiller i en kiosk eller andet sted, der ikke holder påskelukket…
