Det er efterhånden det meste af tre uger siden, min chef kom rendende og bad om ikke jeg ville lave en invitation. Han havde prøvet selv og med mindre og mindre held forsøgt med papirfly. Resultatet var ikke som forventet.
En rose, tænkte jeg umiddelbart, men kunne ikke lige overskue hvordan sådan en foldes og publiceres som en invitation. I stedet kom jeg i tanke om de flip-flaps en af ottendeklasseseleverne samme dag havde foldet og foldet og foldet.
Allerede dagen efter fik jeg sat mig med computer og en hurtig foldet flip-flap, for at kunne gennemskue hvor på papiret teksterne skulle stå.
Jeg fandt en tegning på nettet, som supervision til hvordan foldningen foregår, satte et minimum af linier og en hel masse tekstbokse, som chefen kunne lege videre med.
For at give en ide om, hvad de forskellige tekstbokse skulle/kunne indeholde skrev jeg – i langt de fleste af dem – noget sludder. Selvom det er arbejde, kan det jo godt være sjovt.
Chefen fik en foldet udgave, en friskprintet og endnu ikke klippet i-udgave og filen, han selv kunne arbejde videre med på computeren. Der gik ikke mange timer, inden han dukkede op igen, nu med en opdateret udgave med logo, navn og en fin tekst.
Her er det så, det tossede viser sig, for det jeg fandt tosset, synes han var fint – og bibeholdt langt det meste af min tekst, nu bare i nye og fine farver.
På den anden side – når ret skal være ret. Når nu invitationen er til ære for institutionens nu ældste, meget kreative (og bestemt også tossede) medarbejders pensionsreception… så må det vel egentlig gerne være lidt tosset.
Jeg har foldet min. Jeg er nemlig sikker på, at Susanne holder os alle sammen op på, om vi har løst opgaven – og nu hænger den ude på køleskabet.
