Weekenden har stået i symaskinens tegn. Kun når det blev for sent – i min verden efter ni – eller det endnu var for tidligt – i min samme verden før klokken ti både lørdag og en højhellig søndag – sprang jeg over og fandt strikkepindene i stedet. Hvis altså ikke lige, der var knappenåle at sætte i stof, eller syninger at presse – det larmer nemlig ikke.
Den lille dame, der ikke kun er petit i størrelsen, men også er temmelig lav, er nu udstyret med det underste af balkjolen. For at skørtet ikke skulle slæbe hen ad gulvet, er hun flyttet op på et lille bord. Og for kamerarets skyld er der bagerst sat nåle, så delene sidder bedre og mere hensigtsmæssigt.
Emilie har prøvet og alting passer perfekt.
Mens underskørtet med tyl og korsetterringscorsagen holder hvil, har jeg klippet nederdelen til selve kjolen. Den får en stikning i morgen formiddag. Så ser det ud af noget, når Emilie i morgen aften igen gør sin entre. Der er scanning af knæet på programmet onsdag, så endnu en tur hjem er påkrævet.
Knæet har det meget bedre. Hun går næsten uden men, og det er kun trapper der endnu volder problemer. Jeg krydser fingre for at den oprindelige forstrækning, den svenske læge ordinerede, og håber på at talen om meniskskader vedbliver at være tale, og så ellers holder helt op med at tale…
En enkelt stikning på et skørt gør desværre ikke hele kjolen. Pigebarnet har sendt mig billeder af voluminøse skørter med volanter i lag og draperede corsager. Teoretisk ved jeg nogenlunde hvor jeg er på vej hen… Men rent praktisk føler jeg mig temmelig meget på Herrens mark.
De næste dage giver ingen tid til syning. Det er måske i virkeligheden godt det samme. Det giver nemlig så meget mere mulighed for at tænke og planlægge og også gerne læse op på realiteterne. Jeg håber at det brede internet ligger inde med oplysninger i metermål, der kan gøre mig både klogere og langt mere sikker, når saksen på et tidspunkt skal sættes i den tynde organza.
