Der var et tidspunkt i går, hvor min liste over opgaver nærmere voksede end blev mindre, hvor jeg et kort øjeblik mærkede så meget pres, at jeg blev i tvivl om jeg nogensinde ville nå det hele.
Sådan har vi vist allesammen haft det, nogen før andre. Min liste blev på magisk vis reduceret, og selvom der stadig står et par punkter på, føler jeg mig langt mere ovenpå nu.
Så da teltet kom stod jeg klar til at kigge på. Det tager tid at sætte sådan et op. Sjakbejdsen eller formanden eller hvad han nu er.. ham der havde tid til at snakke med chefen, mens de andre arbejde.. Han fortalte at den første gang de slog det op, tog det otte timer. Det gør det ikke mere.
Men det tog alligevel noget tid før de toogfyrre firs centimeter lange pløkke var slået i grunden med mukkerter på samme længde. De ved hvad de laver, ingen tvivl om det. Og inden længe lå de to høje teltpæle klar på jorden, med mit banner spændt ud mellem sig.
Der lå det et stykke tid, mens pløkkene blev slået i, taktfaste hammerslag lød og barduner blev spændt ud. Så var alting klar, stængerne blev rejst med hjælp fra alle mand og lastvognen, der trak. Hold op det gik stærkt.
Der hang det så - banneret. Det var spændt ud og det kunne læses. Nu er det spændende om det holder de næste dage.. vi glemte nemlig den der pind, der skulle have været i enderne... Og nu må det siges at være for sent...
Jeg gik inden de fandt teltdugen frem. Da jeg ti minutter efter kørte forbi ude på Tårnvej kunne jeg se de var i fuld gang, og nu er jeg spændt på hvordan det ser ud, når jeg møder op i morgen formiddag.
