For at blive i det undrende univers havde jeg i sidste uge en meget mærkelig oplevelse. Ikke en speciel sjov oplevelse, mere mærkelig og underlig...
Kender I de der indkøbskurve på hjul? En krydsning af kurven over armen og den store vogn til at fylde godt i. Jeg synes det er en ret genial opfindelse. Og bruger dem tit, når jeg slæber alle mine tasker fra cyklen ind i butikken efter indkøb på vej hjem fra arbejde. Jeg har ikke brug for den store vogn, den fylder for meget, men taskerne er tit tunge, og det er rart at slippe for at slæbe.
De små kurve på hjul er nemme at have med rundt og de fylder ikke ret meget og står sjældent i vejen. Min oplevelse er at når de står i vejen, handler det som regel om at der i butikken er hældt et par ekstra paller med tilbud ind, og det derfor kan være svært ikke at stå i vejen. Uanset hvor meget man forsøger at lade være.
For en måned eller to siden kom Sille og jeg af en aller anden grund til at tale om de her behjulede kurve. Sille synes de er rædsomme. De er overalt, står i vejen og er på ingen måde til at komme udenom. Jeg tænkte i mit stille sind at hun måske overdrev en smule. At så er det heller ikke værre. At hun et øjeblik virkede temmelig besk på hele samfundet.
Altså indtil jeg engang i sidste uge var i Frederiksbergcentret og tænkte at de få indkøb jeg manglede lige så godt kunne klares i Føtex i centret, så jeg ikke behøvede stoppe på vejen hjem. Aldrig har jeg oplevet noget ligende. Der var ikke specielt mange handlende i butikken, alligevel var det noget nær umuligt at komme frem for kurve på hjul, der af uransagelige årsager konsekvent stod midt i gåområdet. Overalt!
Sagde jeg Sille bor på Frederiksberg?
Hun siger i øvrig at det er sådan i alle butikkerne i hendes nærområde.
Da jeg kom mig over min undren, slog det mig om det handler om kultur? Om en enkelt kommunegrænse kan forårsage så stor forskel på folks handlemåder? Om det er den politiske overbevisning, forskellen på indkomsten eller noget andet, der betyder at folk på Frederiksberg ikke tænker på andre, mens folk i Rødovre tager langt mere hensyn til hinanden når der handles?