Da Sille og jeg for fjorten dage siden nød solen i Søndermarken, forlod vi haven med udsyn til en mand og et par drenge, der rystede et birketræ i forsøget på at få den temmelig store helikopter ned, der havde sat sig godt og grundigt fast et sted øverst i træets krone.
Ingen skrig og skrål, de virkede ret målrettede. Og vi blev også enige om, at de nok skulle få den ned. De virkede i hvert fald temmelig stålsatte og tålmodige.
Da vi i mandags, på min fødselsdag, gik ud af samme have efter at have nydt den sidste aftenssol sammen med sushi, gik vi forbi stedet hvor redningsaktionen en uge før fandt sted.
Mest for sjov, og lidt fordi vi var nysgerrige, ville vi udpege stedet for Anders og Emilie, lidt spændte på om helikopteren nogensinde kom ned. De var væk. Begge to. Både træ og helikopter.
Eller det vil sige; der stod to birketræer. Både Sille og jeg var temmelig overbeviste om at det omtalte træ var højere. Alligevel blev vi i tvivl. Måske huskede vi forkert. Måske var det et af de to træer vi i mandags havde udsigt til, flyveren satte sig fast i. De så bare så små ud. Som havde de stået i skygge for noget større.
Det er let at stå i Søndermarken og blive i tvivl.
Anders tog tyren ved hornet og forsvandt ind i buskadset. Ikke langt nok til at finde en stub, bare langt nok til at se afskårne grene og noget der umiddelbart så ud til at et træ kunne have været lagt ned. Han konkluderede at vi nok havde ret. At der nok havde stået endnu et træ ugen før.
Jeg aner ikke om de to ting har noget med hinanden at gøre. Det forsvundne træ og den fastfløjede helikopter.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke....
Måske tager jeg fejl.
