Vikingernes murrester ved Newgate i Dublin er en del af et ret skarpt hjørne. Nærmest overfor ligger St Audoen's Church, og bag den, som en afgrænsning af kirkens område, står endnu et bevis på vikingernes befæstning af Dublin.
Den her mur virker yngre. Jeg tænker mere middelalder end vikingetid. På den anden side vikler de to tidsaldre sig ind i hinanden i overgangen mellem det ene og det andet. Jeg kan læse mig til at vikingernes befæstning, der startede som jordvolde, blev udbygget med palisader af træ og siden blev til gedigne mure af sten, netop blev bygget af sten i en tidmæssig periode, der passer med sen vikingetid og tidlig middelalder.
Det er et flot stykke mur, der danner den bagerste ramme om kirkegården. Der er langt ned, og her bliver befæstningen tydelig.
Der er et stykke vej til floden. Umiddelbart undrede jeg mig, for hvorfor gik byen ikke helt ned til vandet. Det svar fik jeg på på vikingemuseet, for noget jeg aldrig har tænkt over, er hvordan befæstningen af en by har ændret karakter gennem tiden.
Dengang jordvolde, og senere palisader, udgjorde styrken mod fjenden, var det for let at blive overlistet fra vandet. Derfor blev bopladserne bygget et stykke fra vandet. Tæt på, men alligevel langt nok væk, til at byen kunne holde stand mod potentielle angreb.
Som tiden gik, blev krigsmaskineriet forfinet, og det blev lettere at forsvare en havn, der lå inden for murene.
Muren langs St Audoen's Church, ligger langs Cook Street, som i tidernes morgen lå lige uden for byen. senere blev muren flyttet, byen voksende, floden blev en del af den indre by og Cook Street indlemmet i middelalderbyen - som nok har haft flere huse af sten.
Gaden hedder stadig Cook Street, men vi så ikke nogen bagere, som var det der i sin tid gav navn til vejen. Der var nemlig her - lige uden for den befæstede del af byen, at bagerne med deres store ovne havde til huse. De måtte ikke bo i byen, brandfaren var ganske simpelt for stor. Men de skulle være tæt nok på, til at de var lette at komme til.
