Det er blevet tid til ler. Jeg har bestilt hundrede kilo - som fylder ualmindelig lidt.
Som en integrationsindsats har vi inviteret anden klasse til at være med. Det handler nemlig også om at lære hinanden at kende, så vi kan få nye kunder i butikken, når tiden er til det. Men det behøver vi jo ikke fortælle til nogen...
Vi har afsat seks dage over to uger. I vores hoveder laver vi ler over fjorten dage, men med bål og andre ugentlige traditioner bliver det til tre dage om ugen.
Det er så hyggeligt at lave ler. Nogen børn kaster sig ud i det og ender med skønne former, andre har brug for hjælp eller er usikre på hvad materialet kan.
Jeg har fundet ideoplæg frem, starter med at foreslå en kop og et par stykker er hoppet på. Nogen er endt med skåle og rigtig mange laver figurer eller andet i den kategori.
Vi taler meget om hvordan processen med ler er. Det kan være svært at forstå at det skal tørre i tre uger. Altså hvad har I tænkt jer? Og kan jeg ikke bare male det i morgen?
Nej det kan man ikke. Sådan virker ler ganske simpelt ikke.
Efter tre ugers tørring skal det i oven på vilde temperaturer. Og så bliver det tid til glasur. Nej, ikke den slags der skal spises. Maling til ler hedder glasur, det kan vi også snakke længe om.
Så skal det i ovnen igen. Det er her magien sker, og en del børn ender med at nægte at anerkende at det er deres færdige projekt - for sådan så det slet ikke ud.
Glasur tørrer hurtigt op, er nærmest støvet og meget afdæmpet i farverne. Når glasur kommer i ovnen på høje temperaturer smelter det, bliver glasagtigt og farverne bliver strålende og til tider meget anderledes. Mørkeblå er for eksempel lys lilla, når den pensles på.
Jeg kan godt forstå det er svært at begribe og se for sig. Der er også lang tid til.
Lige nu leger vi bare med leret.
Jeg har lavet en skål.
