Emilie fablede om æbleskiver. Det har hun gjort før, men det er første gang hun tog udfordringen op og fandt æbleskivepanden frem.
Det er mange år siden jeg købte den. Jeg havde næsten glemt den. Den var også noget støvet, da den blev hevet frem fra det bagerste hjørne i det inderste skab. Jeg troede slet jeg havde mere tilbage af alle de køkkenting jeg købte brugt, dengang jeg flyttede hjemmefra. Og manglede både gryder, tallerkener og en æbleskivepande.
Røde Kors og UFF havde god glæde af mig.
Sidste år knækkede citronpresseren. Sådan en gammel, gammel en af glas. Den var egentlig ikke meget bevendt, men den var fin og virkede (sådan da), og jeg troede længe det var sidste del af dengang. Nu har vi ny citronpresser. Ikke så pæn eller af glas, men praktisk, funktionel og af plastik.
Men jeg har altså stadig den gamle æbleskivepande. Tung som et ondt år og af støbejern. Det krævede noget knofedt at gøre den ren og anvendelig. Men så virkede den også bare.
Dengang jeg var tyve og boede alene, havde jeg en periode hvor æbleskiver var fantastiske. Jeg kunne stå i timevis og vende den ene kugle efter den anden. Jeg var ret god - så vidt jeg husker. Jeg regnede ikke med at jeg ville være helt så god nu.
Emilie gav hurtigt op, og så endte jeg med at stå med strikkepinden og panden. Med en bog og god tid. De blev ikke helt så pæne, som jeg husker jeg kunne, men den meditative følelse vendte tilbage. Sammen med tankerne om, hvad folk uden strikkepinde egentlig bruger til at vende sådan nogle med?
Smagen var der ikke meget at skrive hjem om... så jeg bliver nok nødt til at prøve igen. Med en anden opskrift. Inden længe.
