Klokken var to, Klubben åbnede og tredieklasserne væltede ind. Ved døren klumpede en flok fjerdeklassesdrenge sig sammen, med Ibrahiim som midtpunkt.
Lotte gik hen og spurgte interesseret om der var noget hun kunne hjælpe med. Ibrahiim knugede sin jakke, mens han fortalte, at den var gået i stykker, og han ville bare spørge om Pernille måske kunne sy den.
Gå ind og spørg hende, svarede Lotte, og han skyndte sig op til baren, hvor jeg stod og havde fulgt optrinnet. Ribkanten ved det ene ærme var næsten faldet af. Adspurgt viste det sig at han havde hængt fast i noget. Han kiggede med sine store brune øjne, mens han bekymret spurgte om jeg troede, jeg kunne lave den.
Det kunne jeg godt. Det var kun en syning, ikke noget overrevet stof, og nemt at gå til. Skal jeg så gå ned i klassen igen? spurgte han videre. Jeg vidste han først havde fri klokken tre, og lovede at den ville være færdig til den tid.
Kan du sy den med en blå tråd? Næsten råbte han på vej ud af døren. Det mente jeg nok kunne lade sig gøre.
Mens pigerne fandt hobbyprojekter frem, nogen hamrede, nogen malede og andre klippede i garn, fandt jeg nål og tråd - selvfølgelig en blå, der passede til jakken. Og mens der stadig blev hamret og malet og klippet i garn, syede jeg med mine fineste sting, først ydersiden, derefter indersiden fast til ribkanten og hængte jakken over en stol, inden jeg fortsatte med at hjælpe med søm, pensler og sakse.
Klokken tre stod han der, og spurgte om jakken mon var færdig. Det er den, sagde jeg og hentede den. Han kiggede først på det ene ærme, dernæst på det andet ærme, inden han udbrød: Man kan jo slet ikke se det!
Jeg fik et knus og Tusind, tusind tak, før han forsvandt ud af døren og ud i kulden sammen med de andre drenge fra fjerde klasse.
Mission accomplished.
