De sidste dage har været kolde, solrige og under nulpunktet, med den der helt særlige duft, som frost kan fremkalde. Det har været koldt at køre hjem, og jeg begræd bittert, at jeg havde glemt mine ørevarmere på dagens hjemtur.
Der er ændringer på vej. Ændringer som umiddelbart ikke høster glæde, men som også kan vise sig at give plads for nye muligheder og nye udfordringer. Jeg vælger at tro på det sidste, det samme gør mine kolleger, og så unægteligt nemmere at glæde sig over det ændringerne også betyder, selvom det ikke kommer os til gode.
En snak med en kollega fra en af de andre afdelinger, viste at de i højere grad havde hæftet sig ved det negative, ved usikkerheden og ulysten til ændringer. Det er nemt at ende der, og selvom de var klar over at ændringer ikke nødvendigvis er negative, havde de svært ved at løsrive sig fra den tanke.
Jeg vælger stadig at tro på det bedste og være åben over for det, der kommer. Også selvom jeg kan mærke en usikkerhed over det tomrum der uden tvivl bliver svært at fylde ud. Men skal det nødvendigvis det? Skal vi ikke netop finde nye veje, og skabe nye retninger, når muligheden pludselig opstår.
I morgen sætter varmen ind og de smukke frostblomster forsvinder. Med plads til at nyt kan dukke op.
