Jeg har noget med unikakrus. Jeg kan ikke gå forbi håndlavede krus, uden at se dem godt efter i sømmene.
Det er ikke hvad som helst, der kan komme med hjem. Jeg har åbenbart små hænder - ellers måske er de fleste krus meget store. Under alle omstændigheder skal et krus ikke bare være unikt og rart at se på, det skal også ligge godt i hånden.
På min første tur rundt på Plantefarvernes Julemarked så jeg slet ikke det lille grønne krus. Jeg var forbi boden, og der var også nogle krus. Jeg havde dem også i hånden. Men de talte ikke til mig - lå egentlig godt i hånden, men var kedelige.
Anden gang jeg kom forbi så jeg pludselig det lille grønne krus. Det stod ikke på bordet, men nærmest nedenunder, ved siden af, sammen med andre grønne ting. Et par skåle og vistnok en kande. Jeg kan ikke huske det, jeg så kun kruset, som mere eller mindre skreg: Tag mig med hjem.
Så det gjorde jeg.
Jeg er vild med det. Det er rart at holde om. Glaseringen er helt fantastisk og skifter udtryk alt efter hvordan det bliver drejet. Det er afprøvet og er helt perfekt til the.
Anders kiggede på det, og mente også der stod Pernille ud over det - og bifaldt hjembringelsen.
Og dermed falder Fru Jensens dækketøjsskab på et tørt sted. Der var nemlig ikke rigtig plads til flere krus i køkkenskabet. Det er der nu, hvor de fine glas på stilk er flyttet til stuen og det fine skab fra fordums tid. For hvor skal fine glas ellers stå?
Kruset er lavet af Birthe Vogelsang. Hun havde også mange andre fine ting i sin bod.
