Der er noget svært tilfredsstillende ved at gå ind i den ottende klasse, som længe har været kendt som en af skolens mest problematiske klasser, tale med noget store bogstaver, fortælle dem at mine timer ikke bare er en fritime (som en af dem fik sagt noget i retning af sidste uge), klargøre at jeg har besluttet at i dag skal de bruge den første time på at lave lektier og den sidste halve time går vi i salen for bevægelse og lidt sjov – og de så straks klapper computerne op, finder grammatik eller matematik og bare går i gang.

Jo vel er det en udfordret klasse, og vel kan en del af dem være noget øretæveindbydende. Men hold op hvor er det også en flok skønne unger. Unger som jeg har kendt i mange år, og som jeg til stadighed glæder mig til at være sammen med.

Det er efterhånden noget siden vi var nede og tage billeder af den noget afklædte balkjole.

Det var en kold dag, og der gik ikke mange sekunder fra kameraet var slukket til varme trøjer og behageligere sko var fundet frem – medbragt fra tredie sal til jordhøjde med viden om kulden.

Jeg er ved at have styr på julegaverne – og måske derfor også mere tid til computeren.

Jeg savner lidt at blogge, og det er tydeligvis en kunst der skal holdes ved lige. Derfor bare et hurtigt skriv, et hyggeligt billede og et rart gensyn med tasterne.

Og derefter tilbage til de sidste håndlavede julegaver…

Glædelig jul til jer alle sammen

Julen er for alvor slut. Det har været skønne dage, det har været dejlige mennesker, og vi har alle haft mulighed for at gå helt ned i gear, og lave så absolut ingenting.

Søndag var rejsedag. Vi tog hjem. Mætte og glade og – for nogens vedkommede – med udsigt til endnu en flok fridage. Mens jeg har fri, skulle Anders egentlig have arbejdet, men forandringer satte ind og dermed har vi hygget os i hinandens selskab. Emilie derimod – hun har taget alle dagene. Mange timer lige siden i mandags og hun slutter ikke før i morgen, hvor årets sidste arbejdsdag starter tidligt og slutter tidsnok til nytårsaften samme med tøserne fra Husholdningsskolen. Vi skal ikke vente hende hjem efter arbejde i morgen, siger hun. Jeg tager direkte, har hun meldt ud.

Der har været plads til besøg af Daniel og Nikita, der begge har lystige planer i morgen aften, og mens ungdommen har mod på timer i prægtig selskab med ligesindede, har vi andre været ude at fouragere og kommer bestemt ikke til at lide nød. Vi gør som vi plejer. Vi bliver hjemme. Vi putter os i hjørnerne, bruger tid på lidt god mad, og satser på at grine af kattene, der også ganske som de plejer bliver bragt engang i morgen eftermiddag, så de ikke skal være alene hjemme midt i al ståhejet.

Vi kunne godt finde på at gå tidligt i seng.

Alle de mange timer Emilie har brugt i butikken i løbet af december har endelig båret frugt. Længe har hun fablet om et kamera. Sådan et med filter og taske og flere muligheder end mobilens fotoenhed byder på. I dag har hun formøblet det meste af månedens løn. Nu skal hun bare lære at bruge det. Hun håber lidt på den ene af skolens lærere, der har en fortid som fotograf, og jeg håber lidt på at måtte låne og kigge med.

Bare nok til at finde ud af hvor meget jeg kunne ønske mig sådan et.

For et halvt år siden, dengang det stadig var sommer, købte jeg en kjole i en genbrugsbutik. Den var perfekt, hang blot og ventede og kom med mig hjem for kun halvtreds kroner. Kjolen er af den slags, der har en fast linning i taljen, og efter at have haft den på to gange, kunne jeg ikke længere passe den.

Der var ikke noget at gøre. Jeg var blevet for tyk. Der var heller ikke meget at give af, da jeg købte den, og – indrømmet – jeg havde ikke været særlig påpasselig med min vægt. Kjolen havnede på en bøjle i skabet, jeg fik blod på tanden i forhold til at stramme op, men selvom der faktisk røg et par kilo hen over sommeren, har jeg endnu ikke haft kjolen på igen. Jeg kan stadig ikke passe den.

Sammenhængen dukkede først op måneder senere. En sammenhæng, der skulle tage lang tid – sådan føltes det i hvert fald – før alting endelig faldt på plads, alting gav menng og en løsning så dagens lys.

Starten var som sådan allerede gået tre måneder forinden. Jeg havde bare ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at de symptomer jeg dengang var gået til min læge med, og som lægen meget professionelt henviste til en gynækolog, skulle vise sig også at hænge sammen med at jeg ikke længere kunne lyne min nyindkøbte kjole.

Der skulle gå yderligere to måneder inden jeg for alvor forstod sammenhængen mellem de symptomer, jeg fejlagtigt havde troet kunne være startvanskeligheder omkring overgangsalder eller måske sideeffekter af den spiral, jeg har gået med længe nok til at en udskiftning er på sin plads. Jeg har brugt spiral de sidste mange, mange år, og aldrig haft problemer og jeg er muligvis ikke gammel nok til overgangsalderproblemer – men man kan aldrig vide.

Det var hverken det ene eller det andet. I stedet viste det sig at jeg har groet et temmelig stort fibrom. Dengang jeg købte kjolen havde jeg været omkring gynækologen en enkelt gang. Den samme gynækolog havde observeret fibromet, men derudover var jeg ikke blevet meget klogere. Trods mange og flere forskelligt formulerede spørgsmål fik jeg aldrig andet svar af hende end, at det ikke var farligt. Vist havde senere jeg googlet flere svar, men koblingen mellem den manglede evne til at passe kjolen og det otte centimeter store fibrom opstod på intet tidspunkt. Dengang i sommers.

Fibromer er muskelknuder i livmoderen. De opstår når en muskelcelle i livmodervæggen deler sig i to og begynder at vokse. Det er forskelligt om de vokser udenpå livmoderen, inden i livmoderen eller midt i livmodervæggen. De er godartede og måske netop derfor ligger forskningen af fibromer ikke højest på forskernes hitlister. Der er mange “Det kunne se ud som om…”,“Der er en sandsynlighed for…”,“Noget tyder på…” og “Meget taler for…” i forhold til at blive klogere på fibromer.

Efterhånden glemte jeg alt om kjolens eksistens. Den hænger stadig i skabet. Og da endnu et besøg hos den samme gynækolog viste sig lige så nytteløst som det første, bad jeg først gynækologen – som mildest talt ikke var enig med mig, men som jeg omvendt ikke længere havde den mindste smule tillid til – og senere min egen læge om en henvisning til Herlev, der heldigvis, og med et par måneders forsinkelse gav helt andre svar og helt andre syn på sagen.

Det var både koldt, blæsende og så afgjort efterår den dag jeg endelig kunne træde over tærsklen på Herlev Hospital medbringende et håb om at få klar besked, om at blive vejledt og med naiviteten i behold omkring at fibromer ikke kun vokser, men også kan hjælpes til at blive mindre. Den følelse af tyngde og at være fyldt, jeg ind imellem oplevede var i mine øjne ikke værre end, at det kunne jeg sagtens leve med. Da jeg tre timer senere gik fra hospitalet var det med nogle helt andre tanker, og en noget surrealistisk oplevelse i bagagen.

For den samlede lægestand er det selvfølgelig vigtigt at der ikke findes fremmedelegemer i kroppen. Derfor havde spiralen, som skulle skiftes høj prioritet. I første omgang hos gynækologen, der ikke kunne finde den, og derfor sendte mig til røngent, men bestemt også hos lægerne på Herlev. Så høj en prioritet at flere måtte til, inden ekspertisen på området opgav og sendte mig videre til ultralyd. Det var her det surrealistiske kom på banen. I første omgang havde lægerne på Herlev ikke adgang til røngentbillederne, som viser spiralen og som gynækologen ikke havde sendt med… Derefter fulgte først en læges leden og følen og roden og ragen med og uden scanning, for derefter at tilføje endnu en læge (Ekspertisen). The more the merrier, lå jeg på briksen og tænkte, men der er dukkede ikke flere op.

Inden Ekspertisen gik igen, fik han fortalt at deres anbefaling ville være at fjerne livmoderen. Den var jo kæmpestor, sagde han, og fik sagt noget om at den nærmest ramte navlehøjde. Jeg var slet ikke med. Jo nok havde jeg et stort fibrom, men med min viden om den kvindelige anatomi, kunne jeg ikke lige finde sammenhæng mellem en forstørret livmoder, tyngdefornemmelse og navlehøjde.

Jeg nåede lidt mere snak med lægen, blev anbefalet operation, fik mulighed for at tænke mig godt og grundigt om, fik viden om at fibromer måske nok med en hormonspiral kan tvinges til at skrumpe, men ikke særlig meget – max en centimeter – hvilket er det sammen de vil skrumpe efter overgangsalderen, og blev sendt hjem med en ny tid og en akut tid hos ultralyddamerne længere oppe i huset.

En halv time senere lå jeg på endnu en briks. Denne gang hos en temmelig kompetent dame med et ultralydsapparat og en langt bedre evne til at finde spiraler, end nogen anden jeg hidtil havde mødt. Ekspertisen havde faktisk lovet at det ville ske. Vi er gode, sagde han, men damerne med ultralydsapparaterne er ofte bedre. Jeg kan godt lide mennesker, der er i stand til at indrømme deres begrænsning.

Damen fandt spiralen i første forsøg. Hun førte scannedimsen over maven, sådan cirka i navlehøjde, og der var den. Så tror da pokker at snoren var væk. Den lå lige som den skulle, midt i slimhinden i en livmoder, der – som Ekspertisen havde sagt – er udviddet til navlehøjde. Hun fandt også yderligere to fibromer. Ikke helt så store som det første, men store nok til at være besværgerlige. De tre er senere blevet til mindst tre – der kan godt være flere, men så er de små nok til at gemme sig.

Da jeg gik fra hospitalet var jeg ikke i tvivl. Al min logik og rationale sagde mig at selvfølgelig skal det fjernes. Mine følelser var derimod ikke helt enige. Det krævede tid at få følelsene med, og jeg har været glad for at lægen gav mig en hel måned til at tænke. Inden tiden nærmede sig for månedens udgang kunne jeg mærke, at jeg stille og roligt er gået fra at tænke: Jeg kan leve med meget til at tænke: Det bliver rart at komme af med.

Det bliver rart. Ingen tvivl om det. Et af de spørgsmål jeg havde med, da jeg efter en måned atter sad foran lægen på Herlev, handlede om størrelsen på min livmoder. Hvor stor er den egentlig? Spurgte jeg, og havde brug for noget jeg kunne sammenligne med. Det jeg forstår at sammenligne med er en graviditet. Lægen vurderede at min livmoder cirka er på størrelse med en tyve ugers graviditet. Nu. Det var den ikke i sommers. Derfor handler en del af mine kommende spørgsmål da også om, hvor hurtigt sådan nogle tingester egentlig kan vokse.

Og med en tyve ugers graviditet tror da pokker at kjolen stadig hænger i skabet. Men der er håb om at den kan komme i brug igen til sommer. Og mens december har været travl og fyldt og helt som det skal være, kommer januar til at handle om noget ganske andet. Januar er ikke den dårligste måned at være syg. Og selvom jeg efterhånden er plaget af en del “graviditetsgener” – jeg kan ikke gå op ad trappen uden at stoppe op og trække vejret ordentlig igennem, jeg skal tisse hele tiden, jeg oplever til tider kvalme, jeg føler mig i den grad stoppet ud og jeg kan ikke være i mit tøj - har tiden i den grad arbejdet for mig. Jeg er i den grad klar. Når knivene på torsdag ligger klar, er jeg klart til bikinisnit, til endegyldigt ikke at få flere børn og til at være sygemeldt det meste af januar.

Og til forhåbentlig igen at kunne passe kjolen, der stadig hænger i skabet.

Forresten fik min mor fjernet sin livmoder da hun var fyrre. Af samme grund. Det siges også at noget tyder på, at der kan være en sammenhæng mellem arvelighed og voldsom vækst af fibromer.

Jeg strikker hvert år et par sokker til min mor og Annelise. I år gav sokkerne anledning til at arbejde videre med den skræddersyede svang og et mønster jeg muligvis ikke selv har opfundt, men dog selv har talt mig frem til og selv har fundet det korrekte maskeantal til, i forhold til tykkere pinde og dermed færre masker.

Jeg havde et håb om at maskefordelingen og svangen endelig ville falde på plads. At mønstret ned over hælen ville finde sin endelige form og at mønstret måske endda kunne se dagens lys som et nedskrevet dokument. Der mangler vist stadig lidt. De to par sokker blev ikke helt ens, og da jeg senere tog fat på sokker til Daniel, var der pludselig nye indfald og nye ideer. Ikke mange, men nok til at en endelig nedskrivning alligevel ikke er inden for rækkevidde.

Jeg havde en ide om at lade mønstret følge med ned under foden, at det ville give god mening. Det gør det måske også. Men igen var det ikke sådan lige. En ting er at strikke mere eller i fri form. Noget andet er at huske og formidle og give mening i et større perspektiv.

En dag gør jeg det. En dag beslutter jeg mig for at der er mange måder at nå målet, og at jeg muligvis ombestemmer mig senere hen. Men så er der jo bare plads til endnu en nedskrivning. Jeg er ikke nået til den dag endnu.

Design: Eget og med masser af krumspring.

Garn: Strømpegarn fra kassen med rester. Rester giver en variation i både firmamærke, kvalitet og farvekombinationer. Farverne er valgt med hensyn til modtagerne - og en lille smule efter hvad jeg synes er pænt.

Trods ens maskeantal og mønstergentagelser endte det ene par med at veje 83 gram, mens det andet vejede 91 gram. Jeg tænker der er forskel på strømpegarn.

Pinde: 4 mm strømpepinde. Jeg bruger helst 4 ad gangen.

Størrelse: Cirka en størrelse 39.

Bemærkninger: Ikke det store. Opskriften er som sokkeopskrifter er flest. Rib for oven, mønster ned ad skaftet, derefter en hæl med kile und alles, foden får et tvist med den fodformede svang og endelig en helt almindelig og gennem årtier strikket tå.

Har du lyst til at se flere billeder af sokkerne, kan de grønne ses her og de blå lige her på Ravelry.

Inden året for alvor rinder ud, vil jeg forsøge at komme til bunds i de hjemmelavede julegaver. Der er tid mellem de hyggelige små måltider fordelt på apetizer, forret., hovedret og noget sødt til midnat, som vi går rundt og pusler om, mens vi kigger lidt på festfyrværkeriet udenfor, lytter til nytårstale, spiller lidt computer, strikker, snakker eller hvad der nu falder os ind.

Gæsterne er blevet hjemme. Sådan kan det gå, og når de ikke gider besøge os, kan de blive hjemme. Daniel ringede for et par timer siden, tydeligt sukkende. Han havde længe og med megen tålmodighed forsøgt at stoppe kattene i transportkassen, men ikke om de ville derned. Sidste år virkede de ikke voldsomt imponeret af den megen larm, så mon ikke de klarer at være alene hjemme. Og ellers er de selv ude om det – eller noget…

Et par af årets julegaver blev sæt i matchende farver. Ikke sæt der skal bruges sammen, men bare fordi jeg synes grydelapper kunne være ganske fornuftige gaver og jeg endnu ikke har forsøgt mig med Heidi Bears små fine hæklede stjerner. Hvad stjernerne skal bruges til, er jeg ikke helt sikker på. Men jeg er temmelig sikker på, at de både fungerer som pynt, som hygge eller som nålepude.

Herhjemme mente både Emilie og Anders at en større flok i en krans kunne være fint på døren.

Om ikke andet var de både overkommelige og hyggelige at sidde med.

Inden december nåede jeg også at hækle et par til Daniel, som blev pakket ind og brugt til pakkeleg på arbejdet. Jeg er ikke helt sikker på modtagelsen, så vidt jeg forstod var modtageren ikke overvældende lykkelig, mens et par af de andre havde lovprist dem. Jeg håber bare at modtageren har taget dem i brug og fundet trøst i at de virker.

Design:Litte Stars African Flower Crochet Pattern af Heidi Bear.

Garn: Bomuldsgarn og en smule glimmer. Begge stjernerne er som sædvanligt stoppet med fiberfyld fra en IKEApude.

Der går cirka 24 gram garn og to knapper til en stjerne.

Hæklenål: 2½ mm.

Størrelse: De er begge cirka 12 cm i diameter.

Bemærkninger: Stjernerne bød på en ny type afrikanske blomster. Denne gang indgik både hele og halve stangmasker, for at gøre kvadratiske firkanter til romber.

I følge opskriften skulle alle de mange (ti) romber hækles hver for sig og siden syes sammen. Men jeg er blevet svært glad for muligheden for at hækle sammen undervejs. Selvom det lige krævede lidt tankevirksomhed at gennemskue sammenhæklingen, er jeg temmelig sikker på, at det i sidste ende er hurtigere at hækle sammen undervejs, end bagefter at sy sammen.

Det kan selvfølgelig komme an på temperament.

Den lilla fulgte opskriften ganske som foreskrevet. Den tredie farve (glimmertråden) skulle somnoget nyt helt ned og fange i den første omgang. Jeg gjorde som der stod, synes resultatet så forkert ud, og valgte på den blå at gøre som jeg plejer og blot lade tredie farve fange ned om anden omgang.

Grydelapperne er stadig de bedste jeg nogensinde er stødt på. Dobbelte, tykke og gode at holde med. Fakta for grydelapperne har jeg skrevet om før. Her er ingen ændringer sket.

Har du lyst til at se flere billeder af stjernerne, kan den lilla ses her og den blå lige her. Flere billeder af grydelapperne findes også på Ravery. De lilla her, og de blå lige her.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er glad for at hækle dyr af blomster i forskellige former. Det er heller ikke nogen hemmelighed at jeg er ret glad for de designs Heidi Bear laver (selvom jeg stadig synes hun mangler en kat. Bare en lille bitte løve for eksempel). Og derfor er det heller ikke nogen hemmelighed at jeg griber enhver mulighed for at prøve nyt af.

Der er ganske få af hendes opskrifter som jeg ikke har lyst til at lave. Men nogen gange sker det alligevel. Hjerterne– for eksempel. Nogen gange er der opskrifter, som jeg ikke umiddelbart har behov for at lave. Men sådan et behov kan pludselig opstå.

Tilfældet var at Daniel skulle have gaver med til en pakkeleg. Jeg lovede beredvilligt at hækle grydelapper. Og en fisk. For hvornår får man ikke lige brug for en fisk. Og jeg havde ikke prøvet fisken af før…

Det er en fin lille fisk. Og det gik hurtigt at blive færdig. Jeg var bare ikke helt tilfreds med halen. Det irriterede mig lidt at den sidste sekskant på ryggen fulgte med op i halen, når nu femkanterne på undersiden stoppede så fint og gav en meget bedre facon til en fin og buet hale.

Jeg kunne ikke gøre det anderledes. Daniel fik fisken med, den blev vundet af en kollega, og så vidt jeg ved hænger den nu og pynter over puslebordet hos et barnebarn. Slet ikke et dårligt sted at hænge for en fisk.

Men den der hale. Den gjorde noget ved mig, og tanker blev til ideer. Ideer som var nødt til at blive prøvet af. Og sådan gik det til at Annelise oven i julesokkerne også blev udstyret med en fisk. En fisk der endte med en meget finere overgang mellem ryg og hale og som, så vidt jeg har forstået, ikke er helt sikker på om den måske er en flyvefisk.

Og med fisk nummer to, fik jeg læst opskriften rigtigt og endte med fine foldede finner.

Design:Babelfeesh African Flower Crochet Pattern af Heidi Bear.

Garn: Bomuldsgarn og måske endda en smule glimmer. Begge fisk er som sædvanligt stoppet med fiberfyld fra en IKEApude.

Der går cirka 40 gram garn og to øjne til en fisk.

Hæklenål: 2½ mm.

Størrelse: Jeg har glemt at måle dem, men jeg vil gætte på at de er cirka 15 centimter lange, og temmelig buttede.

Bemærkninger: Den lilla fisk var første forsøg, og bortset fra den manglende korrekte læsning af finnebeskrivelsen, helt efter opskriften. Nej finnerne skulle ikke have været fyldt ud…

Den røde og grønne fik et løft. Dels blev finnerne denne gang lavet efter planen, dels lykkedes det mig at få overgangen mellem ryg og hale til at makke ret. Parallelogrammerne eller romberne fra de små stjerner viste sig at fungere – sådan cirka – perfekt.

Jeg udskiftede den øverste sekskant mod halen med to firkanter fra stjernemønstret. Det gav en langt pænere overgang til halen, men gjorde også ryggen en smule mere lige end originalen, der buer noget mere.

Personligt synes jeg det er vigtigere at halen er pæn, end at ryggen buer. Det sidste hjælper finnen heldigvis fint med at dække.

Har du lyst til at se flere billeder af fiskene, kan den lilla ses her og den røde og grønne lige her på Ravery.

Nytårsaften var helt som jeg helst vil have den. Uden det store, god mad, tosomhed og tid til det hele. Jeg gik tidligt i seng, og sov overraskende længe. Sådan skal det åbenbart være på en første januar.

Da jeg endlig fik stablet mig på benene, tændte jeg for nyhederne som kørte i baggrunden, mens jeg ryddede det sidste op og tænkte tanker om at hente cola og chips til tøserne, når de senere ville dukke op.

Oprindelig var planen at Emilie efter arbejde i går skulle tage til Fyn og holde nytår i selskab med Josefine. De havde store planer om tøsehygge, bobler og god mad. En gang i løbet af onsdag blev planen lavet om. Nu kom i stedet Josefine til København, de samledes med to andre af pigerne fra husholdningsskolen og holdt i stedet fælles nytår et sted i Farum. Der er ingen grund til at tage tilbage til Fyn allerede i dag, så Emilie ville hjembringe Josefine, når de engang fik øjne og tog hjemad.

Mens jeg tullede rundt fortalte speakeren i mit fjernsyn pludselig om en brand i en butiksarkade i Rødovre. Jeg kunne ikke umiddelbart af de mørke billeder gennemskue hvor i Rødovre, og samtidig kunne jeg slet ikke placere en butiksarkade nogen som helst steder i Rødovre. En arkade i forbindelse med butikker er i mit univers noget med overdækning og butikker på begge sider. Det eneste jeg kunne komme i tanke om var Stationscentret, der brændte for længe siden og endnu ikke er bygget op igen.

Måske Nørrekær tænkte jeg, inden Anders var stået op, billederne blev vist anden gang og det pludselig slog os at det var vores egen lokale indkøbsmulighed det drejede sig om. Og her gik jeg og planlagde indkøb af cola og chips til pigerne…

Noget nysgerrig og med brug for frisk luft, trak jeg i tøjet og gik derned. De informationer pressen kunne komme med, virkede ikke for alvor overbevisende, og jeg fik lyst til at se med egne øjne. Og forhåbentlig få både cola og chips med hjem.

Jeg måtte gå tomhændet hjem. Men jeg fik fastslået at nyhedernes oplysninger er en smule overdrevet.

For at starte med arkaden. Jo der ligger seks – syv butikker på række. Inklusive en bodega, et festlokale og en frisør. Der har højst sansynligt været en hel del udrykningskøretøjer til stede, og det har sikkert også været voldsomt. Men der er ikke nogen kiosk. Branden er startet hos grønthandleren, som ligger yderst. Jeg synes ikke en grønthandler ligner en kiosk. Men mig om det,.

Jeg forestiller mig at bageren der ligger mellem grønthandleren og Fakta formentlig har taget skade, men at skrive at Fakta er blevet raseret er måske lige i overkanten. Der var åbent til Fakta. Et skilt lod alle forstå at der er lukket i dag. Indenfor gik folk rundt, og alting så helt fint og pænt ud. Om taget over har taget skade skal jeg ikke kunne sige, ligesom jeg ingen anelse har om hvorvidt der er røgskader på lokale eller varer. Det kunne der godt være. Og det giver faktisk rigtig meget mening at lukke i dag og holde status over situationen.

Men raseren – det vil jeg ikke kalde det.

Tøserne kunne heldigvis selv, og hentede cola i en anden Fakta på turen fra stationen og hjem.

For længe, længe siden lovede jeg min svoger at strikke en hue til ham. Han arbejder i kulde og en hue ville være velkommen. Den måtte gerne være fjollet, sagde han dengang og jeg vidste med det samme hvilken det skulle være.

E.L.F. Cap. For de der har læst Harry Potter vil ingen være i tvivl om hvorfor en hue skal være sammensat af mindst fem huer. For jer andre handler det om at de stakkels husalfer er bundet til deres ejere, og kun kan blive sat fri ved at modtage et stykke tøj. Husalfen Dobby spiller en central rolle i hele befrielsesprocessen og går gerne iklædt tøj i mange lag – af samme slags.

Min svoger har et stort hovede, så uden overhovedet at overveje en strikkeprøve kastede jeg mig ud i en X-large. En størrelse større end opskriften byder på. Det var ikke svært. Jeg fortsatte blot rækken af masker ved hver eneste angivelse.

Det blev en stor hue. En meget stor hue.

Det slog mig lidt ud, men efter at have målt den store op, viste det sig at en størrelse medium muligvis ikke ville være helt forkert. Og så strikkede jeg en mere.

De er voldsomt sjove at strikke. Hver eneste hue er så overskuelig, at det næsten ikke er til at vente med at strikke den næste. Nærmest lige som med striber.

Den store er som sagt temmelig stor. Men den er rigtig fin, meget beenieagtig og måske også lidt som en hætte på Emilie. Hun har overtaget den store – og haft den på både i skole og i vuggestuen. Men! Siger hun, hun vil hellere have en i lyserød.

Altså skal jeg vist på jagt efter lyserøde rester af tynd uld.

Design:E.L.F. Cap af Kendra Nitta fra The unofficial Harry Potter Knits.

Garn: Tynd uld. Langt det meste Blackhill Højlandsuld fra Garnudsalg.

Den store hue nåede en vægt på 76 gram, mens der kun gik 66 gram til den mindre. Til begge huer er brugt rester af mængder fra 2 til 17 gram

Strikkepinde: Rundpinde str 3 og 3.25 mm.

Størrelse: Den store nåede en omkreds på 70 centimeter – selv et stort hovede er ikke så stort. Den mindre passer forhåbentlig. Jeg har ikke hørt andet, og selvom den sidder tæt på Emilie, sidder den bestemt ikke stramt.

Bemærkninger: Den store strikkede jeg efter opskriften – bortset fra de ekstra masker.

Jeg startede med et opslag på 156 masker. Hue nummer to krævede 168 masker, hue nummer tre 196 masker, hue nummer fire 168 masker og hue nummer fem 144 masker. Til hue nummer fem konstruerede jeg et nyt flerfarvemønster, brugte kun to farver og lukkede vist nok (så vidt jeg husker) noget hurtigere af.

Den mindre hue er strikket efter anvisningerne til str medium. Indtil hue nummer fire, som jeg valgte at strikke en smule anderledes. Med udgangspunkt i maskeangivelser og vendepinde, strikkede jeg 4 omgange rib – tre ret, tre vrang – strikkede huen sammen med en retpind og strikkede 8 pinde “retstrik” – en omgang ret, en omgang vrang – inden vendestrik.

Til hue nummer fem konstruerede jeg igen et nyt flerfarvemønster (kun fordi jeg ikke kunne finde det første jeg lavede) og tog ind på hver 4. omgang inden aflukning og pompom.

Jeg synes huerne er super fine. Jeg vil også have sådan en. I grøn.

Har du lyst til at se flere billeder af huerne, kan den lille ses her og den store lige her på Ravery.

Min mor har en svaghed for giraffer. Min farmor havde en svaghed for elefanter. Mens min farmor havde hylder fyldt med elefanter, er min mor mere behersket hvad angår girafferne, og netop derfor har jeg ikke ville belemre hende med en hæklet giraf. Heidi Bear har ellers lavet en blomstret en af slagsen.

Men så havde Emilie fødselsdag. Det er længe siden. Dengang det var sommer. Og mens vi sad med kaffen og bollerne og kagen fandt Emilie billeder af den hæklede giraf. Der gik ikke længe inden min mor fik meldt ud at sådan en giraf kunne godt finde bolig hjemme hos hende, og i øvrigt skulle den være limefarvet.

Dermed endte et nøgle limefarvet bomuldsgarn i kurven sammen med indkøb til gallakjole– som vi foretog længe inden saksen blev sat i stoffet. Garnnøglet kom også til at vente længe, den skulle jo ikke være færdig før jul. Havde jeg ventet lidt længere var giraffen måske slet ikke blevet limefarvet, for da den endelig stod færdig derhjemme og havde fri udsigt i det meste af en måned inden gaveindpakning ventede, kom min mor i tanke om giraffen og synes så absolut at sådan en skulle være orange.

Det er for sent, sagde jeg, og dermed vidste hun i forvejen hvad julegaven kom til at indeholde. Jeg ved ikke om hun nåede at glemme det igen – men mon…

Giraffen er en af de sjovere Heidi Bear kreationer. Fra de rigtige vinkler ligner den så absolut en giraf. Men fra en helt bestemt vinkel ligner den bare en trekant. Og som alle de andre dyr ser den meget mærkelig ud, inden monteringen af øre, øjne og hvad der ellers hører til.

Design:Jedi the Curious Giraffe African Flower Crochet Pattern af Heidi Bear.

Garn: Bomuldsgarn af den slags der vist hedder noget i retning af cotton8. Garnet er valgt ud fra farver i højere grad end ud fra mærke. Det er ikke så vigtigt hvor det kommer fra, det er vigtigere at farverne svinger. Giraffen er som sædvanligt stoppet med fiberfyld fra en IKEApude.

Der gik 138 gram garn til giraffen. Stoppet endte den med at veje 412 gram.

Hæklenål: 2½ mm.

Størrelse: Giraffen er 36 centimeter høj, 12 centimeter bred – med mindre der måles over de meget spredte bagben, så bliver målet nemlig 22 centimter – og har en længde på cirka 27 centimeter.

Bemærkninger: Der er ikke noget at bemærke. Jeg fulgte opskriften til punkt og prikke. Ingen ændringer, jeg lavede endda både hale og man helt efter foreskrifterne.

Okey – og så alligevel ikke. Jeg hæklede en række luftmasker og bandt om halen i stedet for en enkelt tråd.

Har du lyst til at se flere billeder af giraffen, kan den ses lige her på Ravery.

Nytåret var fint i år. Vi stod på altanen ganske få minutter over midnat, godt pakkede ind og beundrede alle stjernerne i det fjerne. Og tættere på.

Jeg kan godt lide fyrværkeri. Når det er langt nok væk til at knaldene ikke er for høje og tæt nok på, til at se. Sådan plejer det at være hos os.

Lige neden for i landsbyen, som byggeriet nedenfor kaldes, bor kun pensionister, og de plejer ikke at fyre af. Det betyder at affyringerne kommer lidt længere væk fra, og det kan jeg sandt at sige bedst lide.

Da krudtet fra forsiden af huset pludselig bevægede sig i en retning over taget og papir begyndte at drysse ned over os, havde jeg fået nok. Da havde vi stået der længe, og mange skud havde lydt fra den anden side af blokken.

Så mange at jeg regnede med at vejen udenfor hoveddøren ville være fyldt med efterladenskaber, da jeg i går gik ud og kiggede på verden.

Men sådan var det slet ikke. Vores gårdmænd havde været tidligt på færde. Over alt var pænt ryddet og jeg måtte helt ud af vores boligblokområde, før jeg stødte ind i efterladte, affyrrede raketter og store kanonkasser.

Så var de der også.

Jeg kan ikke huske hvordan det lykkedes mig at bevæge mig væk fra Heidi Bears hæklede african-flower-dyr, men det gjorde jeg, og der findes altså andre derude, som designer dyr over de afrikanske blomster. Det var vist egentlig et helt andet dyr jeg havde set, men så så Emilie en abe, og sagde at sådan en ville hun gerne have – i lyserød.

Det skulle hun da have.

Så det fik hun.

Hvorefter hun proklamerede at hun gerne vil have et større dyrehold af hæklede dyr. Gerne en af hver. Og allesammen lyserøde. Den næste skal gerne være en hund.

Aben endte med at blive rigtig fin, også selvom den er langt fra så detaljeret som Heidi Bear formår at lave sine designs. Samtidig følte jeg mig en lille smule troløs, når jeg sådan gik over til fjenden og brugte en andens mønster…

De små tommelfingre på hænder og fødder er dog geniale. Den er god til at hænge og svinge i træerne.

Design:Monk the African Flower Monkey af Nina Tearney.

Garn: Bomuldsgarn valgt mellem udvalget af lyserøde og pink nuancer. Aben er som sædvanligt stoppet med fiberfyld fra en IKEApude.

Der gik 232 gram garn til aben. Stoppet vejer den hele 352 gram.

Hæklenål: 2½ mm.

Størrelse: Den færdige abe er 37 centimeter høj.

Bemærkninger: Det er en meget simpel opskrift, som var forholdsvis let at gå til. Forholdsvis, fordi jeg lige skulle vænne mig til en anden måde at forklare, end jeg vant til. De mange billeder som Heidi Bear krydrer sine opskrifter med, udeblev, og dermed krævede opskriften en smule mere omtanke.

Jeg valgte at hækle aben sammen undervejs. I stedet for, som opskriften angav, at sy den sammen til sidst.

Jeg valgte også at indsætte en ekstra sekskant mellem hovede og krop. Om det betyder noget, aner jeg ikke. Men jeg tænkte at det ville give lidt mere hold og facon til den færdige abe.

Har du lyst til at se flere billeder af aben, kan den ses lige her på Ravery.

Jeg gider ikke gøre status, overveje for og imod, sætte krav til det nye år eller løfter til det gamle.

Men jeg gider godt bruge ufattelig meget tid på at kigge årets billeder igennem, forene dem i tolv collager – en for hver måned, smile lidt over året der er gået, huske, mindes og glædes over oplevelser og tiden der går.

Jeg gider godt, fordi jeg synes det er hyggeligt, fordi det er sjovt at se et år i blot ni gange tolv billeder, fordi det overhovedet ikke dækker et helt år, og fordi traditioner er værd at bevare.

Jeg har brugt befunky fordi det er let, nemt og den kan det, det skal. Der er mange andre muligheder, jeg kan godt lide den her.

Januar. Visne blade på en gren. Sokkestrikning – kan man nogensinde få for meget sokkestrikning? Bryllupsbillede fra Husholdningsskolens skitur til Sverige. Emilie giftede sig med Josefine, en af de andre piger agerede præst. Sjov fugl af garn. Grønt med røde prikker. Leg med ler, jeg troede det holdt, men den kunne ikke tåle tørringsprocessen. Plastic Fantastic. Spæde knopper. Starten på en fugl i januarsne.

Februar. AoH Messe i Rødovrehallen. Lokkerne faldt. Arvestykke i form af et prægtigt sybord. Forårsbebudelse. Leg med knapper, ståltråd og Mickeyører. Fastelavn for børn og forældre. Kattebesøg. Tunesisk hækling– første og hidtil eneste forsøg. Erantis i skoven.

Marts. Forårsknopper på spæde grene. Solnedgang på vej hjem. Familiearrangement på Husholdningsskolen – Emilie og en veninde fortæller om maden. Plastikfuglene er klar til leg. Konformationskjolestart. På vej mod Smag i Sorø. Bling bling til gallakjolen, der aldrig blev god. Feststemning på Husholdningsskolen. Corsage- og gallakjolesyning.

April. Aarhus. Fuglene blev sat fast. Mariehøne i haven. En taske til en afgående dronning. Forårsblomster. Krøllet ler med violet glasur. Kursus i Ballerup og møde med Verdens ende. Den hjemlige planteskole. Bornholm med skønne kolleger.

Maj. Krøllet garn. Foldede roser. Urtepottebrød. Allium og Anders i haven. Et sæt nøgler, der aldrig bliver væk. To gange sytten års fødselsdag. Niendeklassernes sidste skoledag. Tivoli. Victorias konfirmation.

Juni.Dream City i Roskilde. Sushi i det grønne– efterskolebarnet kørte hjem kun for det. Festpladsstemning. Store tudedag. Haveprojekt i Klubben. Fireogfyrre år, sushi og en hjemvendt datter i det grønne. Overnatning i telt, med glade børn, bålmad og rundbold. Sokkestrikning – igen. Afslutning på husholdningsskolen.

Juli. Ferie. Malmø. Havens hindbær. Sagnlandet Lejre. Roskilde Festival. Kattrumpan i Kalmar. Emilie nu i lilla. Sytten års fødselsdag. Kalmar Slot. Snart er der blåbær.

August. Rødovrehus i Lønstrup. Restestrik. Sidste års glemte georginer blomster. Etageløg. Kattekomsammen er færdig. Vandlegepladsen i Fælledparken. Artiskok af egen avl. Lejrskole i Nordjylland. En tilgroet have.

September. Starten på et broderi. Kunst i København. Bomberydning. Kunst i København. En fin blomst. Ecco Walkathon – mest i gråvejr. Farvel til en mormor. Restestrikken blev til tre sjaler. Den lille Havfrue.

Oktober. Maribo Domkirke. Næste års løg er sat. Bytur. Damhussøen. Haven. Science i Skolegården. Spiseklare tomater. Strikkeweekend. Eneste overlevende havegeorgine – resten mæskede sneglene sig i.

November. Kort galla. Frost i rosenknopperne. Begyndelsen af en abe. Westknit Mystery Shawl. Solnedgang over forstaden. Grå galla. Den første – og eneste sne. Lang galla. Halloween.

December. Juletur og julemarked. Rosenknopperne holder stadig. Papirsskål. Forfald. Den gamle By i Aarhus. Grydelapper. Sjov med papir. Den levende by i Aarhus.