Min mave er endnu ikke helt på plads – men det er jeg, og tirsdag blev det simpelthen for kedeligt at være hjemme. Jeg kommer i morgen, sagde jeg til Henrik, og besluttede at de sidste maveuroligheder handler om at finde på plads efter alt for meget postyr.
Det er vi glade for, svarede Henrik, og sådan gik det til at min første dag efter ferien kunne tilbringes på stranden sammen med otte børn og en forælder, der meldte sig som ekstra kørsel, da der pludselig var for mange børn til at alle kunne være i den lånte bus.
Solen skinnede, sandet var varmt, og en kølig brise kom ind udefra, helt uden den duft, jeg ellers husker fra min barndoms besøg ved Køge Bugt Strandpark.
Der var skønt på stranden, også selvom jeg i virkeligheden synes det er frygteligt at tage på stranden med SFObørn. Det kan så hurtigt gå galt, det er så vigtigt at være på, og selvom det kun var otte børn, talte og talte og talte jeg i en uendelighed. Så var den ene væk – henne og låne en spand, så havde den anden fundet en bruser bag os, så havde den tredie vendt ryggen til, og jeg kunne ikke finde ham i min optælling.
Men de var der allesammen, og de fulgte alle reglerne, også selvom de synes der ikke var dybt nok, der hvor Henrik stod og dannede bagkant i vandet. Indtil de fandt en vandmand – og en til, og så var det meget sjovere at grave huller i sandet end at bade.
I morgen tager vi på Frilandsmuseet, der bliver de også væk og jeg skal tælle hele tiden. Men det er ikke helt så farligt som på stranden
