Netop som ferien sang på sidste vers blev jeg nedlagt af et maveonde, af dimensioner jeg aldrig før har oplevet.
Det går fremad – langsomt. Mandag har måtte bruges hjemme, og Henrik måtte klare sig selv, selvom det lige præcis er den her uge af alle sommerferieugerne ingen måtte være syg.
Jeg er ikke sikker på tirsdag bliver meget anderledes.
Men jeg håber stadig.
Her er ingen tilfredshed over sygdom.
