Somme tider er onsdag aften strik sammen med glader damer på en nærliggende café.
Ikke hver uge og heller ikke hver fjortende dag, hvor de glade damer ellers mødes. Snarere en gang om måneden.
Jeg holder meget af onsdagsaftenerne sammen med de glade damer. Glæder mig. Min indadvendthed til trods. Ofte synes jeg at når dagen har været fyldt med mennesker, jeg hele tiden skal forholde mig til, har jeg brug for at være alene om aftenen. Ikke altid og bestemt ikke i går.
Vi mødes normalt fra klokken seks til klokken ti. Jeg har været af sted flere gange fra klokken seks, men jeg har fundet ud af, at klokken syv passer meget bedre i min verden. Jeg kan nå hjem, og ud af døren igen i fornuftig ro og orden. Så jeg kommer dryssende, finder plads, finder snak og finder strikketøjet frem nogle timer, inden jeg igen tager hjem.
I går var en af de onsdagsaftner, jeg kom hjemmefra og strikkede i hyggeligt selskab.
Næste gang kommer jeg ikke. Næste gang der er onsdagsstrik er nemlig dagen Emilie fylder atten. Vi er i gang med at lægge planer for dagen. Planer der muligvis også indbefatter tirsdag.
