Ungerne havde soppet. Skoene var på igen og isen var spist.
Ikke alle børn havde ramt munden og is bredte sig over mundvige og kinder.
En af de hårdest ramte blev sendt efter en serviet.
Han valgte den korte vej om soppebadet. Den vej, der krævede at man snoede sig mellem en klippeblok og vandet for ikke at få våde fødder.
Netop da han var forbi det værste sted. Lige da han troede sig fri for fare, sprang vandet.
Langs den bagerste kant af bassinet. Derovre på bagsiden, hvor han valgte at gå, er en flok dyser i linie placeret. Med mellemrum springer vand lodret fra bunden. Nogen gange højt, andre lavt.
En lav stråle stod i vejret, netop da han passerede. Om det var bevægelsen eller om han måske blev ramt, ved jeg ikke. I hvert fald følte han at nogen tog fat i ham. I en forskrækket bevægelse vendte han sig, mens han udbrød: "hvad laver du?" Han fortsatte i samme dur, skældte ud, i forventningen om nogen at skælde ud på.
Men der var ikke nogen. Og udskældning af vand falder hurtigt til jorden.
Han skyndte sig videre, lod som ingenting, men vendte sig alligevel om. For lige at være helt sikker. Det er farligt sådan noget springende vand. Det er ikke til at vide hvor man har.
Kim og jeg var de eneste der havde set optrinet. Vi grinede længe. Var nærmest opløste.
Drengen nåede forresten aldrig at hente en serviet. Måske glemte han det i kampens hede. Måske var det bare lettere med et ærme. I hvert fald var han ren, da vi gik videre.
