Dengang vi stadig skrev december og julegaveproduktionen var på sit højeste, fandt jeg skabeloner og gamle blade frem, for at berige min søster med en taske.
En af de første rigtige tasker jeg lavede – måske endda den allerførste, jeg kan ikke huske rækkefølgen – endte efter en omvej, omkring min mor, hos min søster. Siden har hun brugt den. Hver dag.
En gang forrige år, kom den på et kort visit for at blive genopfrisket, og siden har tanken om en ny ligget på lur. Det blev bare aldrig rigtig til noget. Før i december.
Planen var klar. Den skulle være præcis som den første. Sådan cirka. Altså samme mål, samme farvepalette og foer og lomme i samme facon. Kun skulle bæremuligheden være noget anderledes.
Den føste lille taske som, ifølge min søster, passer perfekt til pung, telefon, nøgler og hvad der ellers er nødvendigt til ture ud af huset er en håndtaske. Den har to korte hanke, der ikke engang med god vilje kan bruges over skulderen - som billedet med en kun trettenårig Emilie vidner om. Tretten virker pludselig meget lille. Tænk inden året er omme, fylder hun atten.
Nå men, tilbage til tasken, så har min søster mere end en gang sagt noget om, at skulle hun nogen sinde have en ny ville hun ønske længere hanke. Gerne med en længde, der kan nå hen over brystet.
Jeg tænkte den skulle kunne det hele, og med tre forskellige hankelængder og fire runde karabinhage-låse-dimser der kan kombinere alle eller en enkelt hank til mange flere længder end de tre, blev der pludselig lagt op til frit valg på alle hylder.
Sammen med en behørig tak for tasken, fik jeg også et hands up for hankeudviklingen. Jeg har glemt at spørge om hun så bruger alle mulighederne. Personligt ville jeg nok ende med en version som virkede og lade resten være.
Jeg beklager biledekvaliteten. De er taget en gråvejrdag i december. Muligheden for bedre fandtes ikke…
