Jeg kunne have siddet inde hele dagen. Snildt og sagtens. Men solen skinnede, og jeg har mere end en gang tænkt på, hvordan der mon ser ud i haven efter vinterens lukning.
Altså sadlede jeg cyklen og kørte mod Vestvolden og samlingen af nyttehaver. Jeg havde glemt at den hurtigste indgang også byder på temmelig sumpet og oversvømmede omgivelser. Næste gang skal jeg huske at tage turen udenom. Vores have ligger til alt held lige præcis så højt, at den ikke bliver oversvømmet, og bagvejen kunne have betydet tørre støvler.
Overalt pibler det op. Både det vi selv har plantet, men også det vi helst ikke vil se. Jorden har fra afstand et fint grønt lag, og inden længe bliver det forhåbentlig varmt nok til at kunne indtage jordlodden igen. Jeg ved Anders glæder sig.
Alle løgene vi lagde i efteråret er på vej gennem overfladen. Det skal nok blive fint. Fuglene, jeg hæklede sidste år sidder endnu. Noget falmede, men stadig hyggelige at se på. Så vidt jeg kan vurdere er der også spiselige løg på vej, Anders mente ellers han havde hentet dem allesammen og brugt i maden gennem vinteren – men der er altså stadig lidt.
I en af plantekasserne har noget der vistnok er en bladbede valgt at overleve, og med fine krøllede og friske rødlige toner, så den, trods hærgen, både glad og appetitlig ud.
Jeg trak cyklen gennem skoven og kørte videre. Solen skinnede, jeg synes jeg hørte fuglefløjt og trods kulden var det dejligt at komme ud.
