Dengang i søndags da vi gik Ecco Walkathon var dagen mest præget af regn.
Midtvejs klarede det op, men det forsvandt igen. Først da enden var nær, målet næsten i sigte og turen gik langs Langelinie klarede det op. Det var også her vi mødte de prominente monumenter. Sådan nogle er bare pænest i solskin.
Jeg måtte krave helt ned til Den lille Havfrue, for at få et billede i en vinkel, der udelukkede de mange turister, der også gerne tog billeder, mens det var lidt nemmere at forevige Gefion, der pløjer Sjælland ud af Sverige med sine okseforvandlede jættesønner.
Som barn synes jeg Gefionspringvandet var noget af det mest spændende at se, og selvom jeg havde glemt historien, var der stadig noget dragende over skulpturgruppen og det brusende vand, da vi gik forbi.
Endelig var der den engelske kirke, som vi passerede mere end en gang.
Den er så fin udefra, og da et stort skilt inviterede os ind, slog vi til og kiggede ind. Den er ikke særlig stor indenfor, og selvom den egentlig ikke sagde mig særlig meget var der alligevel fine detaljer.
Specielt døbefonden der på fire sider har bibelske relieffer med hentydninger til børn og den selvfølgelighed der er omkring børn i kirken – legetøj og bøger stod frit fremme pænt ordnet i et hjørne – synes jeg gav kirken sin egen personlighed.
Vejret var stadig godt, da vi havde afleveret gåbeviserne og begav os på endnu en vandring. Denne gang til stationen og toget hjem.
