I fredags blev dansebenene svunget. Kommunen bød op til dans efter den obligatoriske budgetforelæggelse, revy og den årlige lodtrækning mellem yderst fine designerting og de meget attraktive paraplyer med Rødovrelogo. Jeg vandt i øvrigt. Desværre ikke en paraply, men en Holmegaard lanterne og et knus fra borgmesteren. Og retten til at hente det hele på scenen foran godt trettenhundrede andre deltagere.
Det er mange år siden jeg har deltaget i budgetfesten. Det var hyggeligere end jeg huskede. Og mine knæ værkede en smule efter al den dans.
I dag var der gang i benene igen. Det var vist Helena, der en gang i sidste måned fik ideen, og i dag kunne vi mødes fem mand høj og tage den lange tur på ti kilometer. Seks var for lidt, var vi alle enige om. At ti-kilometerruten så kaldes fitnessruten og er spækket med muligheder for træning undervejs, var vi temmelig ligeglade med. Kun muligheden for høje benløft benyttede både min mor, Annelise og jeg. Men det var kun fordi det var sjovt, og vi på afstand kunne se hvor fjollede vi ville se ud.
Vejret startede skønt. En smule overskyet og varmt. Jeg blev hurtigt glad for det medbragte regnslag. Faktisk så glad, at det vist er på tide at finde et i en bedre kvalitet.
Da vi nåede halvvejs fandt solen frem igen. Desværre forsvandt den også igen til fordel for mere regn. Vi var ligeglade – var vi. Gik alle ti kilometer og følte os en smule tunge i benene i toget på vej hjem. Faktisk så tunge at jeg gik omkuld i sofaen, da jeg ramte hjemme.
Det var en hyggelig dag. Jeg tror vi gør det igen næste år.
Hvis vi husker det.
Tak for en dejlig dag til min mor, Annelise, min søster og Helena.
