Fra fyret og sandbunkerne fortsatte vi gennem havtorn, tiltrampet sand og stien mod Mårup Kirke, der ikke længere kan betrædes udenom, er spærret langt mere af end jeg husker, og selvom den har samme størrelse som sidst jeg var der, ikke havde helt samme tiltrækningskraft.
Måske fordi der var fyldt med bittesmå fluer.
Jeg har aldrig set noget lignende, og vi nærmest flygtede for at komme videre.
Vi gik langs kanten til vi nåede en trappe ned til stranden. En lang trappe. Stejl og leddelt, så den kan modstå skred, kan bevæge sig og ikke hele tiden skal flyttes, sættes op igen eller rapareres. Formoder jeg.
Langs stranden er der frit udsyn til klinterne og de forskellige lag, der viser tidernes vandren over jorden. Jeg synes det er spændende at se. Jeg ved alt for lidt om hvorfor jordlagene har forskellig farve. Hvorfor noget er tydeligt ler og hvorfor noget andet er noget andet. Jeg gad godt vide mere.
Ungerne gad soppe. Gik langs kanten med fødderne i vand. Det gad de godt mere af.
Tilbage i Lønstrup ventede store is ved den hyggelig lille isbod. Vi havde på forhånd været forbi og aftale en god pris for mange is. Vi var glade og temmelig overbeviste om, at ismanden også var glad. Han havde sikkert lavet en bedre aftale end vi.
