Blåskinsdalen på Bornholm er en sprækkedal, en spalte eller kløft opstået i klipperne for tusindvis af år siden, forårsaget af spændinger i grundfjeldet og yderligere udhulet da smeltevandet ved istidens slutning skyllede sten og jord bort.
Der er efter sigende omkring halvfjerds sprækkedale spredt over Bornholm. Ekkodalen og Døndalen er de mest kendte – og så har jeg læst mig til at der også findes en Kløvedal. Så ualmindeligt er navnet vel egentlig ikke, men som den glade læser af Tolkien synes jeg er det er lidt hyggeligt.
Blåskinsdalen er kendetegnet af et rigt flora. Her findes et utal af sjældne blomsterarter og når årstiden er rigtig skulle bunden være dækket af blå anemoner, der måske har givet navn til dalen. Vi så ingen blå anemoner, men til gengæld et tæppe af de hvide.
Vi gik ind i Blåskinsdalen fra klippekanten over Jons Kapel. Det første vi mødte var et ganske lille vandløb, som ender i et vandfald ud over klipperne og Østersøen. Vi så ikke vandfaldet, som vist også kræver en smule mere kravlen rundt, end vi var gearet til. Til gengæld gik vi ind i landet gennem klippesprækken, der var utrolig smuk.
Vegetationen var uendelig, klipperne rejste sig på begge sider og mit kamera kunne på ingen måde fange det storslåede i oplevelsen.
Dalen står næsten uberørt hen. Kun en tiltrampet og fugtig sti, der snor sig op og ned og ud og ind, viser vej fra den ene ende til vi kunne gå op i den modsatte ende. Dalen fortsætter endda en smule længere end vi gik (og kravlede hen over væltede træer) og fra toppen af kløften, var der en fin udsigt ned mellem træer og mod vandløbet, der fulgte os hele vejen.
Jeg har aldrig været i Blåskinsdalen før, ej heller hørt om den. Berit er god til at finde nye og spændende steder, hver gang vi besøger øen. Og selvom det måske bare var en gåtur gennem noget grønt, kunne jeg alligevel ikke lade være med at føle hvor store naturens kræfter er, når vi kunne gå gennem en sprække, der er opstået for mange tusind år siden.
