Fru Jensen havde ret. Ikke så snart havde jeg postet indlægget om det skønne arvede bord, før jeg selv så metalpindene på billedet af trisserne og tænkte samme tanke, som fru Jensen meget hurtigt efter satte ord på.
Bordet står igen på alle fire ben. Det tog lidt tid, før det kom op at stå igen. For da først bordet stod omvendt, stod det klart at der ikke kun var et flækket ben, der var også et ben med trang til en klat lim. Nu er de begge klar til at bære igen og bordet er klar til at pynte.
I det øjeblik jeg fik åbnet låget og tog fat i en af metalpindene, i forsøget på at få den ud og trissen op i klar luft, kunne jeg mærke at det havde jeg prøvet før. Jeg havde altså tænkt tanken, før jeg så på billedet.
Tidens tand har også haft indflydelse på metalpindene. De er en smule rustne og beskidte, og har sat sig fast i hullerne i væggene mellem de små rum. Det krævede overtalelse at få dem ud. Eller den ene vi fik ud. Anders pudsede lidt på den, inden den blev sat tilbage igen.
Resten har foreløbig fået lov at blive hvor de er. Jeg har ikke behov for at få dem ud. Lige nu. Og blot viden om muligheden er fint for mig.
Hvornår næste trin i restaureringen kommer til at ske, er ikke lige til at vide. Vi er ikke hurtige hjemme hos os, så jeg kunne godt forestille mig at der kan gå lang tid.
Det er jo heller ikke fordi bordet ikke kan bruges, som det er…
