Vi har været en tur forbi haven. I søndagens skønne solskin gik vi ud. Både for sol, for frisk luft, og for at se om haven har overlevet vinteren.
Mens jeg kravlede rundt og kiggede i det små, kiggede Anders fra andre højder. Det stille håb om, at mynten, der har bredt sig fra naboen, skulle være død, måtte han kigge længe efter.
Det er ikke fordi Anders ikke vil have mynte. Han ville bare hellere have en mere spændende version, end den helt almindlige, der har bredt sig fra naboen. Jeg tænker at nabomynte sikket vil gøre sig godt i sommerens mojitos…
Lige der i solen kunne vi konstatere at det gror. Ikke meget, men i det små. Løgene jeg lagde i efteråret popper stille op, og alle de fine bærbuske har lige så fine knopper. Selv den lille figen i hjørnet, der ellers gør sit absolut bedste for at se helt død ud, kan mønstre en enkelt lille bitte lysegrøn prik.
Vi har ikke nogen stole endnu. Havde vi haft var de sikkert stadig pakket sammen, så vi satte os i solen på fliserne, snakkede lidt om haveplaner og blev enige om at det lidt grønt, der ikke hører til, kan godt få lov at stå til næste gang vi kommer forbi – det sidste stærkt tilskyndet af, at haveredskaberne stadig står hjemme i kælderen.
Til sidst var der ikke mere at gøre. Så vi gik hjem igen.
Ad bagvejen – så slipper vi nemlig for den kæmpe mudderpøl vi ellers skal gennem.
