Det er sjældent jeg synes dage er skrækkelige. I dag har alligevel været sådan en, der godt kunne få den påskrift. Ikke så meget fordi, ungerne har været forfærdelige, har svært ved behovsudsættelse, eller fordi andre har gjort noget dumt. Mest af alt fordi jeg ikke selv har tænkt mig om. Mest fordi jeg ikke havde set det komme.
Det startede i virkeligheden nok, da jeg i formiddags valgte at tage et par støvler på, jeg hverken kan gå eller stå i – og stod resten af dagen. Et virkeligt dumt valg. Jeg kan undre mig over at de støvler stadig findes i min samling.
Dagen er gået med smykker. Med ørenringe. Med øjer.
Louise har længe gerne ville starte på projekt smykker. Jeg har trukket fra. Har ikke haft den store lyst. Vidste egentlig ikke rigtigt hvorfor. I dag stod i klarhedens lys, for dybt inde vidste jeg jo godt, hvorfor jeg strittede så meget imod.
I går startede Louise for alvor. I dag sad hun i møde. Det skal være hende vel undt, og selvom jeg et øjeblik godt kunne have bandet hende langt væk, handler uviljen udelukkende om mig og mine handlinger. I dag brugte jeg hele dagen på at lave øjer i smykkestave, så smykkerne kunne dingle fra ørene.
Hele dagen. Uden ophold.
Det gider jeg ganske simpelt ikke.
For det er jo sådan det er. Jeg gider rigtig gerne hjælpe. Jeg gider rigtig gerne inspirere og igangsætte. Men jeg gider ikke lave ungernes projekter. Kan de ikke selv, må de lave noget andet.
Det havde jeg bare glemt.
Nu har jeg husket, og også overvejet andre metoder til dinglende smykker. Den første mulighed der dukkede op var wire og klemmer. Det bliver morgendagens plan. Sammen med viljen til at vise, men under ingen omstændigheder overtage og færdiggøre.
Og så blev dagen alligevel ikke så skrækkelig. For jeg huskede hvad jeg vil og hvad jeg ikke vil.
Og da jeg stod i Fakta og passede mig selv, med fødder der længtes efter at slippe for de tumpede støvler, og ventede på at skulle betale, lyste dagen op og den gode historie vende tilbage.
Ind trådte en dame. Hun brød nærmest ud i sang, da hun så mit hår – det er stadig blågrønt. Hun blev så glad, at hun måtte kundgøre midt i butikken, Havde hun turdet selv, ville hendes hår også have mærkelige farver. Hun turde bare ikke. Men hvor blev hun glad. ´
Det er svært ikke at smile lidt og glædes over sådan en melding. Og så var det min fantasi gik på langfart.
For jeg er sikker på at hun er en af de ægte gamle hippier fra dengang der var hippier til. At hun på tidspunkt i livet har været nødt til at fralægge sig hippiidealerne til fordel for fornuft, familie, mand og børn. Men at hun aldrig rigtigt for alvor har glemt tankerne og idealerne fra dengang. At familie, mand og børn efterhånden er flyttet hjemmefra og nu er der igen plads til a finde de gamle glæder frem.
Måske tager jeg fejl, men jeg kan godt lide den lille historie. Og hun havde helt sikkert alderen til at have været ung dengang i ‘68.
