Jeg har i mange år hørt om de utroligt engagerede forældreråd, der møde efter møde diskuterrede på livet løs, alle havde noget på hjerte og fungerede i en ånd af respekt for hinanden og vores arbejde.
Nogle år har det engagerede været højere end andre og nogle år har diskutionerne været mere spændende end andre.
Nu sidder jeg selv i forældrerådet. Organet der er til som et bindeled mellem forældre og personale. Organet, der ikke er beslutningsdygtig, men gerne skulle stille spørgsmål og være med til at sætte fokus på det vigtige i vores arbejde.
I år er det et stille forældreråd. Chefen sagde det allerede efter det første møde. Allerede efter første møde savnede han dynamikken fra tidligere tiders råd.
I aften var mødet om muligt endnu mere stille. Chefen holdt stort set en lang enetale, afbrudt af supplementer fra personalet og enkelte spørgsmål fra forældrene. Vi gik ikke hjem med nye input. Vi gik ikke hjem med følelsen af et sprudlende møde. Engagementet føltes ikke højt.
Og så alligevel. Jeg gik fra et møde med en god stemning. Jeg gik fra et møde med aktivt lyttende forældre og forældre, der virkede ægte interesserede. Er det ikke også engagement? Eller er det kun engagement, når diskutioner er i høj kurs?
Jeg gik fra et møde, med en flok forældre, der virkede engagerede. De havde ikke meget at sige, men de var glade for at lytte. Og måske er det ikke i år vi skal vente de store udfordringer fra forældrenes side. Måske er året i år i langt højere grad et spørgsmål om at finde rundt i alt det nye, og fortælle om hvordan vi finder rundt, hvordan vi føler vi udvikler os og hvor vi gerne vil hen.
Måske er det ikke i den første tid af skolereformens nye tidsregning, engagementet i forældrerådet handler om at sætte spørgsmål. Måske kommer det helt af sig selv, når tiden er til det.
