Jeg havde forestillet mig lange ture langs stranden og skønne kig ud over vandet. Men sådan gik det ikke.
Da der endelig var tid til ture på stranden, var det blevet så mørkt, at jeg næppe havde fundet den. Billeder var en saga blot, kun skød jeg et par enkelte i blinde, da vi lige inden frokost blev sendt på walk and talk mod stranden.
Til gengæld var der masser af spændende foredrag, masser af lækker mad og masser af dejlige mennesker. Programmet var tætpakket, og tid var en mangelvare. Og så fik vi ikke kun ord på ord på ord, en enkelt selskabsleg og noget der både kan være et godt indslag til undervisningen eller bare for sjov dukkede op en gang i nat, da jeg egentlig burde have været gået i seng, men alligevel var bange for at gå glip af noget.
Det var spændende, og det var interessant. Jeg er fyldt med muligheder og ord og begreber, jeg vil bruge lang tid til at tænke og reflektere over. En hel masse mennesker fra kommunens skolebestyrelser og kommunalbestyrelse er blevet klogere. Det eneste vi blev enige om at være en smule kede af var, at det ikke var lærerene og pædagogerne – dem der står med fingerne i bolledejen – der fik muligheden for nye input. For hvor kan jeg i den grad se det svære i at implementere nye supergode ideer, når dem der skal udføre ikke helt ved hvad det drejer sig om.
Nok om det. Aldrig har jeg boet så fint. Enkeltværelse med alt hvad sådan et kan indeholde. God plads, god mad og skønne forhold. Og i dagtimerne en fantastisk udsigt over Storebælt.
