Nicklas kastede sig frygtløst ud i de vildeste øvelser mellem træernes toppe. Det var ham, der kravlede op ad klatrevæggen, som vistnok var et par og tyve meter høj, og det var ham, der gik gennem den længste og højeste bane. Mere end en gang.
Det er svært at se, men han er deroppe mellem træerne, hvor jeg har sat en pil. Han er klatret op ad klatrevæggen, lige til højre for mig, og taget turen ad de øverste platforme og fortsatte langt endnu, inden han kunne tage turen ned ad den længste svævebane skoven indeholder.
Emilie følte sig noget mere kyllingeagtig og holdt sig til børnebanerne, mens hun egentlig gerne ville overvinde sin frygt. Da Nicklas beredvilligt stillede op og gik med hende, valgte hun den mellemste bane oppe i trætoppene. De var igennem den to gange og jeg synes de var superseje.
Også her var der en temmelig lang svævebane, og selvom Emilie var noget usikker på de der svævebaner, viste det sig at være det nemmeste (og måske også sjoveste) ved hele turen.
Jeg synes de er højt oppe, men skulle nogen være i tvivl var Nicklas endnu højere oppe på turen øverste oppe.
Det er muligt der går lang tid inden vi er der igen. Men Emilie er helt klart klar til mere.
