Emilie har fødselsdag i morgen. Seksten somre er gået siden dengang hun var helt ny, og det skal selvfølgelig fejres. Hun ville gerne ud, ville gerne opleve men også have hygge og familie.
Valget faldt på Frilandsmuseet, som er et hendes absolut yndlingssteder. Vi har bestilt pickickurve fra Restauranten på stedet, og der er talt på knapper i forhold til vejret. I lang tid så det ud til sol, det gør det ikke mere. Nu venter vi regn.
Meget regn. Så meget regn og omskift at mit knæ, der ellers ikke har gjort væsen af sig siden jeg for fem år siden blev uderlagt operation af slid og en flækket minisk. Nu er det nærmest stift. En meget mærkelig følelse, jeg aldrig har oplevet før. Forhåbentlig går det over, når vejret for alvor skifter.
Det måtte ellers gerne have ventet en dag eller to - bare længe nok til at turen i morgen kunne ske i solskin. Nu håber vi så i stedet at vi kan kapre pladserne under overdækning. Der er borde og bænke under tag, men ikke mange. På den anden side kan regnvejr måske afskrække andre fra en tur til Frilandsmuseet.
Vi tager af sted i god tid og håber på at kunne reservere pladserne, inden resten af familien er sat stævne.
Og mens vi venter på regnen, nyder vi synet af den vildeste blomst jeg længe har set. Min mor kom med den, dengang blomstrede den også. Nu er der igen knopper i massevis på vej og de første to havde foldet sig ud i morges.
Det er en passionsfrugtblomst, og jeg er sikker på at den nok skal forskønne tilværelsen længe endnu, mens den hægter sig fast med sine krøllede fangarme i alt, den kan få fat i. Tomaten for eksempel. De to havde udviklet et temmelig fast forhold, mens vi var i Malmø.
