Der er altid bål på Byggeren. Det er bare mange år siden jeg sidst har været forbi en Sankt Hans aften. Det var dengang, for mange år siden, Emilie kortvarigt gik på Byggeren.
Nu arbejder Anja på Byggeren, og så trækker sådan en Sankt Hans aften igen. Specielt når Byggeren ligger lige om hjørnet, og jeg vidste at Anja har lavet heksen. Det kunne vi ikke gå glip af.
Heller ikke selvom jeg er mere træt, end jeg egentlig gik rundt og forestillede mig. Fredag har meget længe været dagen for al virakken. Jeg har været evigt sikker på, at efter fredag og en weekend, skulle jeg nok være frisk igen.
Men! Fredag var bare et bump på vejen. Et stort et, vel at mærke. I dag startede vi forfra. Om en uge starter ferien. På fredag kan jeg gå hjem til ferie, og når ferien er slut lukker vi op til en Klub, der ikke kun har et øget børneantal, men som også har et nyt hobbylokale. Det nuværende skal være klasseværelse og min Café skal være Hobby.
Altså gik dagen med at tømme en del af køkkenet. I dag alle kolonialvarerne fra skabe og skuffer. Og en start på at tømme skabe, der ikke længere skal være fyldt med køkkengrej. I Klubbens køkken gik Berit og Louise i gang med at tømme alting og stoppe det hele ind igen. Både det gamle og det nye fra mig. Et par gryder røg i svinget, for når to køkkener skal slåes sammen til et, er der ingen grund til at gemme på det gamle og gennemslidte.
I morgen fortsætter vi. Fredag er skæringsdagen. Der skal flyttes nogle skabe, der skal gøres klar til omrokering af hobbyborde og billard. Der skal være fri tilgang inden dagene er talte. Og så skal der holdes store afskedsdag på fredag. Det sidste skal også lige planlægges. Samtidig med at børnene skal føle sig hjemme.
Måske er det alligevel ikke så mærkeligt at jeg aldrig nåede mere end halvvejs på de fire resterende pinde i det mystiske sjal, da jeg kom hjem. Dem sætter jeg mig lige og strikker, tænkte jeg. Og faldt i søvn.
Anders sørgede for mad. Det kvikkede lidt op. Emilie og jeg pakkede os sammen og gik mod bål, sang og knus til Anja. Heksen var helt rigtig og meget, meget Anjask. Selvom enden af kosten hurtigt fløj videre, holdt den store røde vorte på næsen sig uden for flammernes rækkevidde næsten til det sidste.
Nu er vi hjemme igen, og jeg tror jeg er lige præcis frisk nok til at strikke de sidste to pinde, inden jeg pakker mig sammen og går i seng.
