Fra vores logi i Frankfurt kørte vi ofte med linje 17, sporvognen, der kørte ind mod byen.
Sådan en sporvogn kører altid samme vej, altså kom vi altid forbi den store figur af en mand med en hammer.
Han står der bare. Og hamrer. Han er høj - 21 meter, kan jeg læse mig til.
Jeg synes han var fin, og blev lidt glad hver gang vi kørte forbi.
Engang imellem stoppede vi op, lige ved siden af manden, for sporvognen kørte forbi U-bahnen ved Messecenter og derfra var der andre muligheder for at komme rundt i byen.
Hjemme igen, har jeg slået ham op. Det blev han ikke mindre spændende af.
Hammering Man er en del af en hel række af hamrende mænd, der står rundt om i hele verden. De er ens, skalaen er forskellig. Han findes i Lillestrøm i Norge, i Seoul i Korea, flere steder i USA og ud over Frankfurt også i Basel.
Kunstneren bag hedder Jonathan Borofsky og alle figurerne, installationerne eller skulpturerne - kært barn har mange navne - består af en todimensionel mand, af stål, malet sort og en arm, der med maskinkraft bevæges op og ned i hammerbevægelser.
Mændene repræsenterer arbejderen. Over hele verden. Om det er mænd eller kvinder er underordnet. Han er landsbyens håndværker, kulminearbejderen, computeroperatøren, landmanden, rumskibsbyggeren, eller hvem som helst, vi er afhængige af i verden af i dag.
Det blev han ikke mindre fin af.
Hjemme i vores logi, var Anders den arbejdende mand. Eller det er ham, der laver mad. Vi gider ikke hotelværelser. Vi vil meget hellere passe os selv, gøre som vi vil, og spise når vi er sultne. Her er hotellejligheder en god mulighed. Når altså det fungerer og man kan tjekke ind.
Det gør det ikke altid.
Bag væggen er sengen og badeværelset. Bag mig, de store vinduer ud mod byen.
