Jeg har før sagt, at jeg ikke er specielt vild med at flyve.
Men at døse hen og vågne op til et syn som det her. Det kan noget.
Jeg kiggede på bjerge temmelig længe. De små byer mellem bjergpassene, lignede mest af alt krummer, der var drysset ud over omgivelserne.
Da vi nåede Zürich, forsvandt skyfriheden. Næsten fra det ene øjeblik til det næste.
Herfra var der skyer, til vi dykkede under et sted over Øresund.
Med det tætte skydække over det nordlige Europa, havde vi forventet gråvejr, når vi igen stod på dansk jord.
Det er åbenbart svært at vurdere fra oven, for da vi endelig kunne gå ud af Hovedbanegården i jagten efter mad og en bus hjem, var det godt nok overskyet, men også med kik til blå himmel mellem skyerne.
