Hvis nogen hjemmefra havde fortalt mig, at det ville blive svært at finde garn i Irland, er jeg ikke sikker på, at jeg havde troet på dem.
Det viste sig, at det fåreglade, garnproducerende land er i stor mangel af garnbutikker. Jeg kan ikke huske hvem, men nogen mente, det måske hænger sammen med at de laver garnet selv.
Jeg havde en anden forestilling hjemmefra.
Opslag på Google og Ravelry viste ellers at der var masser at vælge imellem. Virkelighed var, at masser var ikke-eksisterende. Nogen butikker fandtes ikke længere, andre var ikke garnbutikker, men snarere turistfælder med opstrikket garn, der solgtes til ublu priser og hvis vi var heldige var der måske fem forkølede fed garn at vælge mellem.
Det sidste skud i bøssen var This is Knit. Jeg var ikke særlig optimistisk, da vi satte af for at lede. Vi endte midt i den mest turistede gade, optimismen steg, men der var ingen butik. Gadenummeret passede, en imponerende trappe førte op til en blomsterbutik af den slags, hvor blomster ikke sælges i metermål.
This is Knit, Powerscourt Townhouse, South William St, Dublin 2
Til venstre og op ad en trappe lå garnbutikken. Butikken er familieejet, personalet afsindig søde, mulighederne brede - jeg fandt også dansk garn - og de var imponerede af at Anders kunne udpege en model som designet af Stephen West.
Jeg fandt irsk uld. Darnie fra Studio Donegal, et lidt tweedet garn med nister, lidt kradst, men også blødt. Der lå en trøje strikket op i garnet, og den var blød.
Hjemmefra havde jeg en tanke om lys salviefarvet uld. Det kunne jeg ikke få. I stedet valgte jeg den naturfarvede, har en diffus plan om hvad det skal blive til, og lader det ligge til planen får lidt mere form.
Det var ikke billigt garn, jeg tænker også adressen kræver noget indtjening, men jeg kan godt lide at komme hjem med souvenirergarn til senere brug.
