Jeg havde en aftale på Nørrebro i går. Jeg valgte at lade busserne være, tog toget og nåede to forskellige S-tog og en enkelt Metro, inden jeg nåede Nørrebro Runddel og kom op i lyset på Assistens Kirkegård, hvor Metroen har eksproprieret et pænt stort hjørne mod runddelen som deres.
Jeg havde god tid, så i stedet for at gå den lige vej langs kirkegårdens gule mure, blev jeg indenfor og gik lidt på opdagelse mellem gamle og nye grave.
Assistens Kirkegård er fra midt i syttenhundredetallet, og mange af de gamle grave står mere eller mindre uberørt hen. Den rummer både reel kirkegård, park og en oplevelse af at træde udenfor byens travle liv og ind i en tidszone, der får lov at leve sit eget liv.
Kirkegården rummer et utal af kendte mennesker, der kan besøges og tænkes tilbage på, når man pludselig står der. Jeg fandt Kierkegaard (fordi pile viste vej), men mange andre kan findes i parken. H.C. Andersen for eksempel.
Mens jeg gik rundt og nød stilheden gik jeg pludselig forbi en grav med en umiskendelig streg. Der midt på stenen tronede en lille mand, og allerede inden jeg læste navnet, vidste jeg at her ligger Henry Heerup.
Ethvert Rødovrebarn kender Heerup. Jeg har haft flere oplevelser med Emilie og Heerup, som hun uden at tøve kan kende mellem andres værker. Jeg skyndte mig at tage et par billeder af gravstenen og overvejede at sende dem til hende, men endte med at vente til jeg kom hjem.
Hjemme kunne jeg vise hende et billede, som som skulle forstørres, for at kunne se skriften. Hun havde ikke brug for skriften, for at vide hvad der stod.
Tiden var inde til at komme videre, jeg måtte lidt rundt for at finde en udgang fra parken og endte ude på livlige Nørrebrogade og videre mod mødestedet og en hyggelig aften.
