Uanset hvornår vi kiggede på kortet, for at finde rundt i Dublin, dukkede en henvisning til Molly Malone op. Jeg havde en følelse af at have hørt navnet, men vidste ikke hvem Molly Malone er, eller var.
Til sidst nåede vi et punkt, hvor hun ikke kun var et punkt på kortet, men skiltning på gaden også pegede imod hende og vi endte med at gå lige forbi.
Jeg tænkte at det nok ikke var sidste gang, og tog bare et par billeder på vaj forbi. Men vi nåede aldrig at møde hende igen.
Når vi nu havde hilst på hende, blev jeg nysgerrig. Det viser sig at Molly Malone er en sang. En sang om den smukke Molly Malone, der døde ung, boede i Dublin og levede af at sælge fisk. Sangen er blevet synonym med Dublin.
Om der reelt var en Molly, eller alt er fiktion er uvist. Der var mange, der hed Molly, som er et kaldenavn for Mary eller Margaret. Formentlig har sangen sin oprindelse i en revyvise, som måske kan have rødder i folkemusikken. Under alle omstændigheder besluttede man for år tilbage at tilskrive en Molly Malone, der døde 13. juni 1699, at være oprindelsen, 13. juni er derfor Molly Malonedag.
Med til historien hører at Molly nok solgte fisk fra sin kærre, men at det højst sandsynligt var den daglige beskæftigelse, mens aftener og nætter muligvis bidrog med et andet og noget mere lyssky erhverv.
Historien viser at mange kvinder har ernæret sig ved at sælge deres krop og dermed få mad på bordet. Det skete også i Irland.
Paraplyerne fandt vi allerede på førstedagen, hvor de dukkede op som et fotopunkt på kortet. Det ville jeg se.
Jeg har set paraplyer i luften før. Jeg er ikke overbevist om at de her hang det bedst tænkelige sted, i forhold til fotografering. Måske var det fordi der var gang i noget ombygning på den lille stump gade.
På den anden side er Irland et godt sted at hænge paraplyer. Det regner ofte, de siger det selv, selvom vi var ret heldige med vejret, mens vi var der.
Jeg tog et par billeder, og vi gik videre gennem byen, hvor gammelt og nyt hele tiden går arm i arm.
