Det er så heldigt at bussen kører nærmest hjemmefra og til Hoppeparken, altså bortset fra at den standser på ringvejen, og man selv skal fragte sig en kilometer ind i det noget kedelige industrikvarter.
Vi havde ikke gået langt, før oscars ben var ved at falde af, men heldigvis var der sten at træde på, gå på line på eller hoppe ned fra. Så det gik. Selvom det var kedeligt og det digitale barn bedre kunne overskue distancen, da han kunne se den på det interaktive kort på mobiltelefonen.
Den anden vej var straks værre. Det var forventet. Der var ikke meget energi tilbage.
For enden af Mileparken, på hjørnet af Ringvejen ligger McDonalds. Jeg havde håbet det var nok at kunne lokke med is. Men dels var det over frokosttid og barnet var noget mere udkørt end jeg havde beregnet.
Det hjalp stadig at der var sten at gå line på, at der var forhindringer at klatre over og at han vidste hvor langt der var til det lille vandløb vi passerede på vejen ud.
Vi lovede at holde en pause. Oscar hyggede med en pind og synes en pause var det helt rigtige. Inden vi gik videre, blev der også tid til at kaste sten i vandet.
Det lille vandløb var så fint i solen og på stenene unde broen havde nogen malet en bil.
Inden vi gik videre lovede Emilie at bære ham på skuldrene, kunne hav bare gå til det første lyskryds. Det lod han sig ikke sige to gange. Fremme på McDonalds, glemte han hurtigt at benene ikke kunne være og var glad for legetårnet, spiste nuggets og pomfritter og mente at kunne huske noget om is.
Jeg lovede at finde is på vejen hjem, vi pakkede sammen og nåede bussen tilbage.
Fra bussen hjemme er der i omegnen af en halv kilometer inden vi er helt hjemme. Men med en is i hånden og når man kender vejen, går det godt nok langsomt, men fremad. Og når der kun kan købes is kassevis og isen er lille, så kan man få to.
Og når nummer to ikke bliver udleveret før vi er helt hjemme, går det endnu stærkere.
Det var en hyggelig dag.
Jeg afleverede ham hjemme, da begge forældre var kommet hjem. Jeg er sikker på han sov godt.
