Sommerhuset vi boede i sidste weekend, fandt Louise gennem kommunens feriefond. Det kostede mindre end forventet og lå ikke langt fra stranden.
På forhånd var vi lovet det skønneste sommervejr, og vi blev enige om, at overveje hvorvidt vi skulle stoppe badetøj i bagagen.
Jeg stoppede badedragten i kufferten, uden rigtig at overveje hvorvidt den skulle bruges. Jeg er ikke den store badehaj, og har overhovedet ikke nærmet mig en strand i solskin i år. Endnu.
Nu skulle det nemlig være.
Louise mente bestemt vi skulle på stranden. Og bade. Så det gjorde vi.
Planen var i første omgang at finde en strand, mens vi alligevel var ude, og stranden ved Rørvig kunne være et godt bud. Men så fik vi alligevel lyst til at tage hjem, pakke en taske med koldt at drikke, badetøj og håndklæder, inden vi begav mod stranden.
Vejret var skønt, stranden var fyldt, men alligevel med gode mellemrum.
Vi fandt et sted at slå os ned og mens Louise og jeg begav os ud mod dybde nok til at komme under, blev Anja og Berit i vandkanten og passede på vores ting.
Oppe igen nød vi solen, de medbragte bobler, og hoppede i bølgen igen, inden en flok unge piger fra et nærliggende sommerhus kom væltende ned på stranden, smed alt tøjet og hoppede i. Det var så livsbekræftende at se.
Til den anden side kom en mand med en lille hund, der på ingen måde havde lyst til at bade. Han tog den under armen, stoppede den i vandet og måske var den beskidt og havde brug for et hurtigt bad. Så snart han slap den, løb den op på sandet, så langt linen lod den gå, og ventede til manden var færdig med at soppe.
venner mødtes, Louise hoppede i igen og mens solen stadig stod på himlen, klokken blev mange og sulten begyndte at melde sig, besluttede vi at pakke sammen og gå tilbage til sommerhuset.
