Da vi i fredags gik ud og fandt Kierkegaards sten, besluttede vi at gå et par hundrede meter længere inden vi vendte om. Der skulle nemlig efter sigende være endnu en sten - Gildbergstenen.
Stenen ligger ved Gildberghoved, muligvis Sjællands nordligste punkt. Det er cirka der hvor nordkysten slå et knæk, hvorfra det skråner let mod syd til begge sider, den ene side mod Hundested, den anden mod Helsingør.
Stenen bliver beskrevet som en stor sten, der har form som en stol.
Nu er stor et vidt begreb. Vi havde lige kigget på Kierkegaards sten. Den er i min optik stor - den er højere end mig. Det er i mine øjne stort.
Det syn der mødte os ved Gildberg Hoved lignede mest af alt at nogen havde forsøgt at bygge en minigravhøj.
Den øverste sten lignede, set fra stien, ikke på nogen måde en stol, og blev lidt i tvivl om det var den rigtige sten eller de rigtige sten vi havde fundet. Vi nåede næsten hele vejen rundt før det med stolen åbenbarede sig.
Jo! Det ligner en stol, og man sidder faktisk ganske udmærket på den. Og den er stor. Jeg kan i hvert fald under ingen omstændigheder ikke løfte den. Den er bare ikke lige så stor som den anden, og virkede i første omgang lidt skuffende.
Vi fandt det medbragte varme frem, det stoppede med at regne, vi drak varmt, prøvede stolen, nød udsigten, tog billeder af strømperne, der var med i tasken,, beundrede stenen(e) inden vi pakkede os sammen og gik tilbage mod byen igen.
Det er muligt synes i første omgang var lidt skuffende, men jeg er glad for at jeg har set den, og blev bestemt en oplevelse rigere.
