Siden Kirsten lancerede ideen om at arbejde på slumretæpper gennem året, har jeg fundet det hæklede tæppe frem igen. Jeg har talt og regnet og kom frem til at lægger jeg fem rækker til hver uge, er der re'nt faktisk håb om et færdigt tæppe, når året er omme.
Hvis der er garn nok.
Selvom jeg ikke har vist frem, har jeg alligevel hæklet fem rækker hver eneste uge siden nytår. Det betyder at jeg nu har hæklet lige så langt, som jeg nåede hele sidste år.
Men jeg har brug for at vise frem. At synliggøre, og heppe på mig selv. En gang hver eller hver anden måned kunne være gode delmål.
Og imens er jeg nok nødt til at strikke lidt flere strømper, for selvom jeg stadig har masser af rester, begynder jeg også at løbe tør for nogle af de første.
For skulle nogen have glemt det - eller ikke hørt det før, er tæppet hæklet udelukkende af rester af håndfarvet strømpegarn. Rester fra strømper vel at mærke.
Dengang for lidt over tre år siden, da jeg hæklede de første masker, havde jeg nok ikke helt overvejet omfanget af strømper til at dække hele projektet. Her er der ingen tvivl om, at Majas strømpestrikkekomsammen har hjulpet godt.
Der er garn fra mange strømper i det tæppe. Ikke alle de strømper jeg har strikket, men langt de fleste. Kun der hvor farverne ikke spiller sammen med det udtryk jeg gerne vil have, har resterne ikke fundet vej til projektet.
Jeg hækler som regel i weekenden. Alle fem rækker på en enkelt dag. Så lang tid tager det heller ikke. Og det skønt at se fremgang.
Jeg finder de næste frem farver frem med det sammen, sætter dem på en rundpind, så jeg har styr på rækkefølgen og på ingen måde skal tænke nærmere over andet end at hækle.
En dag bliver de færdigt. Jeg har ikke travlt, besluttede for længe siden ikke at skulle have travlt. Men det betyder ikke jeg ikke glæder mig til at kunne varme mig under det.
