Der var en gang jeg havde en ide om, at hver dag skulle bringe et nyt indlæg. Det er sjovt, men det hænger ved. Måned efter måned. Til trods for at jeg ikke engang nåede to hundrede hele sidste år
Alligevel starter jeg hver uge, hver måned med en plan om at nu skal jeg nå det. I søndags så det stadig godt ud for januar, nu er jeg nået til torsdag og er bagud. Enten skal jeg give fortabt for denne måned og på sigt hele året, eller jeg skal skrive op til flere indlæg hver af de kommende dage.
Umiddelbart hælder jeg til det sidste. Til det sidste. Det betyder bare ikke det sker. Hvorfor bliver jeg så ved med at tro på det?
Naivt måske. Men også lidt sjovt.
Jeg har skrevet lister og været vikar. Mens resten af Rødovre blev ramt, de andre skoler var ved at bukke under, havde vi stort set ingen sygdom, de smittede kunne pege på udefrakommende påvirkninger. Men så blev det januar.
Jeg har ikke noget at have det i, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at en del er taget med fra ferien, er blev delt og delt igen. At selvom vi følger retningslinjer og gør hvad vi kan, blev vi indhentet af resten af kommunen og må se os slået for en stund.
Vikarerne løber stærkt, de af de fastansatte der kan, byder ind og vikarierer for hinanden. Jeg krydser fingrer for at næste uge bliver bedre og viser tegn på bedring. Men helt ærligt tror jeg vi skal ind i næste uge igen, før der begynder at blive løst op, før syge kolleger igen er på banen og igen kan fylde de tomme pladser ud.
Jeg bygger på erfaringen fra dengang for halvanden år siden, da vi sidst var ramt hårdt. Jeg ved godt alting er mildere nu, at det er nemmere at komme igennem, men det virker ærlig talt ikke som om det går tilsvarende hurtigere. Og med en mere smitsom variant tænker jeg mit.
Jeg holder stadig hovedet oven vande. Berit og jeg har stadig en plan om at komme usmittet gennem januar. Vi krydser fingre og spritter hænder i et væk. Men er det nok?
Håbet lever stadig.
