Vi har ikke så mange planer. Dagene går sin simple gang, hver efter samme læst. Vi sover til vi vågner og efter morgenmaden er vi klar til at gå en lang tur. Indtil nu har vi hver dag været ude flere timer, og skridttælleren er svært tilfreds.
Resten af dagen er vi hjemme, nyder stilheden og muligheden for ingenting.
Landskabet i Nordsjælland bærer tydeligt præg af istiden, og turen ud gik gennem åbent morænelandskab, med højt til himlen, utallige græsarter og på sine steder temmelig sumpet.
Planen om at gå langs Pandehave Å, blev stoppet af en dame på tur med et par hunde. Lad være med at gå den vej, sagde hun, med mindre I har gummistøvler. Vi havde ikke gummistøvler og fandt en anden vej med en nogenlunde tør sti, inden vi nåede museet på toppen af en bakke.
Jeg har aldrig hørt om Rudolph Tegner før, og han er vist også en af de utallige kunstnere der ikke var velsete af samtiden. Museet, der som alt andet er lukket, ligner mest af alt et mausoleum, men parken er åben for alle - hele året.
Spredt ud over landskabet står den ene statue efter den anden, med istidslandskabet som baggrund, den lave bevoksning og, i går, en temmelig dramatisk himmel. Det er fine værker, der alle maner til eftertanke og med en detaljerigdom der er spiller godt mod landskabet.
Fra det åbne landskab bevægede vi os videre til et mere bakket og fredet hedelandskab, der går under navnet Rusland. Området er et levn fra dengang sandflugten var størst og fyr sammen med mindre buskads blev brugt til at holde på sandet.
Fra bakkerne gik vi mod ådalen gennem en gammel naturskov med eg og bøg og mødte endnu en gang Pandehave Å, som vi skulle over for at komme hjem. Stien blev mere og mere smattet og fedtet som vi nærmede os åen. Til sidst hoppede vi nærmest fra tue til tue i det omkringliggende græs.
Vi nåede helt hjem uden de store sværdslag, både sko og støvler holdt og vi blev en oplevelse rigere.
