Det er ikke sidste gang vi skal på Frilandsmuseet med Oscar. Det er et par år siden jeg var der sidst, men op til Emilies 16 års fødselsdag - som vi holdt på området - var det et velbesøgt sted.
Det kan vist godt kaldes Emilies yndlingsmuseum. Også steder som Sagnlandet og andet i den stil er i stærk konkurrence. Yndlings nok til, at da Daniel begyndte at tale om muligheden for regn, svarede Emilie: Pak regntøj.
Så det gjorde han. I hvert fald til barnet.
Vi startede med at kigge på heste, gik på stylter, kravlede på halmballer og kiggede ind i et enkelt hus, der både var spændende men også lidt irriterende - hvorfor er det lige der er snore, man ikke må gå under?
Vi fortsatte mod cafeen og den for nogens medbragte frokost. Vi andre nøjedes med et kedeligt stykke brød, der blev kaldt en foccacia.
Så var det, det begyndte at regne, Daniel fandt regntøjet, og det stort set holdt op igen, da drengebarnet var blevet iført hele molevitten. Men så kunne han soppe i det lille soppebassin. En enkelt far blev lidt misundelig over ikke at have tænkt så langt, og måtte i stedet holde på sin lille pode, der kun havde en regnfrakke med.
Fra vandlandet gik vi videre, kiggede ind et par enkelte steder mere og afprøvede en kærne inden Oscar havnede i klapvognen, blev udstyret med sutten og faldt i søvn, mens vi andre gik den lange tur rundt. Mest for at han kunne falde i søvn.
Det er skønt med sådan en klapvogn, der kan bruges som afsætning til det alt for meget overtøj, efterhånden som solen kom frem og vejret blev varmt.
Vi nåede både et besøg i herregården fra Fjellerup og det tangtækkede Læsøhus, inden vi fortsatte den længste vej rundt og endte ved husmandsstedet tæt på indgangen, hvor man kan lege med uld og jeg måtte konstatere at det ikke er let at spinde på en håndten med håndkartet uld.
Men det blev tyndere end sidst jeg forsøgte med en håndten.
Så vågnede barnet og vi begav os mod stationsbyen.
