Det er mandag igen, på arbejdsfronten kunne vi sige velkommen tilbage til endnu et par hjemvendte ferierende kolleger. Det er skønt at samles igen, tale hverdag og ferie mellem hinanden, sammen med en god portion børn - inden jeg så mig om, var antallet fordoblet i forhold til sidste uge.
Mandag er også Oscar. Det er vildt så mange ord der kommer på - og hvor meget mad sådan et lille barn kan spise. Han er temmelig selektiv, er der smag på menuen som falder i god jord, skovler han ind. Omvendt kan han nøjes med ualmindelig lidt. I dag ramte vi plet, det er ikke sikkert næste gang. Heller ikke selvom vi skulle vælge at servere det samme.
Efter en hel del leg, der involverede både brandbiler og tog (Jeg har lovet vi en dag skal ud at køre tog, og mindes de gange min mor har stået forrest i metroen med Daniel og kørt frem og tilbage.) og dryssen af sand over det hele, viste det sig at barnet har formået at gøre et omsiggribende indhug i vuggestuens sandkassebeholdning.
Over ribben på bukserne, der sidder rimelig tæt, så bukserne lidt sjove og uformelige ud. Det viste sig at de var fulde af sand. Meget sand. Sand i bunkevis. Barnet synes det var temmelig sjovt, da jeg kunne hjælpe et vandfald af sand ud på gulvet og gik straks i gang med at tegne i det.
Senere fulgte et bleskift, der gav grobund for et bad. Sand i blenumser er ikke let at fjerne. Heldigvis gad han godt i bad, var ikke helt tilfred med ikke at kunne få telefon og togvideoer med, men nøjedes med duploklodser og flyvemaskinen, som Emilie har lært os at synge om.
Emilie har tilføjet et vers om en bror der tegner, men gerne vil flyve en dag det rigtig regner.
Oppe igen var trætheden til at overskue. En ble, en ren trøje og farmands overtøj om benene gjorde det ud for indpakning hjem. Det var heldigvis stadig varmt, og jeg tænker at hjemme ventede både dyner og en varm seng.
