Tirsdag føles som lørdag. Tirsdag starter som lørdag. Tirsdag har vi fri. Anders og jeg.
Der er ikke meget lørdag over tirsdag. Ikke meget tid til stillesiddende med benene oppe. Lørdag starter tidligt. Vi har en del vi skal nå. Men måske senere.
I dag kommer yndlingsonklen med den nye seng. Han kommer helt fra Aarhus og skal videre til andre planer. Han kommer med trailer og i langsom fart. Den fart trailere nu må køre. Det tager tid. Altså kommer han på et tidspunkt, hvor vi begge skulle have været på arbejde. Heldigvis var der rum for fleksibilitet. Deraf følelsen af lørdag.
Vi vågner i tosomhed. Tosomhed er ret hyggeligt. Der er ankommet bulletiner fra det Nordjyske. Jeg tror de har det godt, Jeg har ikke hørt andet. Ungersvenden var forbi i går. Glemte det han kom efter, men gik med noget andet. Han kommer vel snart igen. Sådan er det når man glemmer.
Han skal skrive opgave. Kan snart kalde sig ernæringsassistent gastronomiassistent. Er snart halvvejs gennem kokkeuddannelsen. Den rummer plads til at stoppe undervejs. Han har ingen planer om at stoppe. Til gengæld kan han de næste dage se frem til at beregne buffet til ottehundredeogfemoghalvfjerds mennesker. Der skal en del til. Indkøb. Pris. Tid. Antal kokke. Logistik. Han så godt svedt ud, og så er det kun teoretisk.
Jeg tømmer soveværelset. Langsomt. Et trin ad gangen. Finder noget der ligner en halv dyne under sengen. Jeg vidste det godt. Vidste godt den hedengangne fældede. Godt vi kom af med den. Det kommer alligevel bag på mig, hvor mange dun, der kan samle sig i bunker.
Med sengen ude af rummet, er det unægteligt en hel del nemmere at komme til bunds i bunkerne af fjer.