Så i en mærkelig tid, oplevede jeg det måske til dato mærkeligste i går - vi holdt online påskefrokost!
Min mor havde lånt en Zoom Room i tre timer, hvorfor vi alle sad klar mere eller mindre beredt til middag, foran dækkede borde, med påskepynt og en skærm som ekstra gæst ved bordet, i går eftermiddags klokken 17.00.
Ideen er der ikke noget galt med, det var rart at se store og små, men det var også meget mærkeligt og lidt grænseoverskridende på en meget mærkelig måde.
De gange jeg har holdt virtuelle møder, har der været en dagsorden, en plan, informationer, der skal deles, ting, der skal tages stilling til, og en progression fra A til B. Her var det noget anderledes og derfor også ind imellem lidt svævende.
Og selvom jeg til hver en tid ville gøre det igen, så må jeg bare konstatere, at jeg er bedst ansigt til ansigt, uden skærm, telefonrør, døre eller andet imellem.
Det gælder også andre sociale medier, hvor jeg også bare kan konstatere, at selvom jeg godt gider deltage i gruppesnakke på Ravelry, tråde på Instagram, Slack eller for en sags skyld kommetere på andres blogge, så holder noget mig tilbage, og jeg gør det ikke.
Kan introverthed strække sig ud over sociale medier?
