Det går fremad med håndledet, og lidt tilbage en gang imellem. Jeg burde selvfølgelig sidde helt stille, men det kan jeg ikke.. Så jeg strikker en lille smule, jeg syr en lille smule og jeg prøver at holde ro på håndledet, så det kan hele.
I dag blæser det ude, men jeg vælger at trodse blæsten, klæder mig godt på, finder en bold og har lovet Oscarleg på en plæne når han vågner efter middagssøvnen.
Måske jeg skulle ønske mig en flyverdragt.
Læse:
Dukkebarnet af Inger Gammelgaard Madsen vender nærmest siderne af sig selv. Der er ikke langt igen. Kriminalassistenten er frustreret, journalisten er stadig lidt for aggressiv i sin fremtoning og fotografen har meget at tænke på.
Persongalleriet er omfattende og jeg mangler lidt styring i historien. Der er sikket en grund til de mange mennesker, personligt kunne jeg godt have brugt lidt færre, mod en lidt dybere karakteristik.
Der er ikke mange sider tilbage, der er stadig mange muligheder og jeg håber på en overraskende afslutning.
Strikke:
Strømperne til Anders får en omgang eller to med mellemrum - tre eller fire gange om dagen. Langsomt, men sikkert arbejder jeg mig frem mod tåen. Det er strømpe nummer to, så der er ikke langt igen.
Det er en god fornemmelse, når det nu går så langsomt.
De tynde pinde er uden tvivl godt for håndled, der ikke bryder sig om alt for meget vrid. Samtidig er jeg tilbage i tidligere tiders større vrid af venstre end højre hånd, som ikke falder naturligt, men virker, når det er højre håndled, der skal passes på.
