Det er officielt - det er belastende ikke at kunne noget.
Det bliver bedre, jeg kan mærke det. Det tager den tid det tager, min tålmodighed er bare ikke særlig lang. Og helt som det skal være, gør det mere ondt hen under aften. Til trods for jeg forsøger at gøre så lidt som muligt. Det er bare svært ikke at bruge sine hænder.
Og for at det ikke skal være løgn, ankom det garn jeg bestilte den anden dag i dag. Jeg kunne hente pakken i den lokale nærboks, lige henne om hjørnet. Det er nemt.
Så nu ligger der mohair og venter til den dag jeg kan strikke igen. Strikkeprøven blev klaret dengang jeg stadig kunne strikke. Planen er en Lovenote. Jeg er stadig i tvivl om den skal strikkes lige efter opskriften eller omdannes til en cardigan.
Nu er der tid til at tænke.
Læse:
Jeg afsluttede Camilla Läckbergs Heksen. Slutningen var ikke nogen overraskelse. Historien er et studie i triste og svigtede skæbner, og hvordan mennesker kan reagere, når de bliver trampet på alt for længe.
Heldigvis har jeg stadig et par biblioteksbøger liggende, som jeg lånte inden vi tog til Berlin. Det er længe siden, og jeg har også nået at forlænge lånetiden en enkelt gang eller to.
Jeg er startet på Inger Gammelgaard Madsens Dukkebarnet. Anders har nået at læse den, og var ikke overvældende tilfreds, men mente den var en fin debut til en serie, der kan nå at udvikle sig til mere.
Nummer to ligger og venter. Jeg er kun lige startet, historien ruller og jeg er ikke sikker på, jeg synes specielt om den sensationslystne journalist, der så vidt jeg kan bedømme er en stor del af persongalleriet.
Jeg har endnu til gode at lære hende at kende, så det kan nå at ændre sig.
