Sille havde egentlig planlagt at dagen skulle indeholde tid til snak, tid til at se hinanden og tid til bare at være. Men sådan skulle det ikke gå.
Den gamle lejlighed tager meget tid (nok mere tid en forventet), og håndværkere gør også. Det planlagte skema gik ikke op, gulvmanden skulle bruge længere tid, VVSeren er udskudt - det samme er maleren.
Til gengæld er gulvene superlækre, nyafhøvlede og klar til et nyt kapitel. Alle gulvene - bortset fra køkkenet, som efter nedrivning viste sig at indeholde et gulv, der ikke rigtig hang sammen. Der var flere muligheder - fra enten blot at udskifte det værste til at lægge helt nyt.
Det viste sig at et nyt gulv af samme kaliber som det gamle er til at betale, og dermed er der udsigt til nyt gulv i hele køkkenet - både det gamle køkken og det der formentlig har været pigekammer engang og nu skal indlemmes i et lidt større køkken.
Ikke hele pigekammeret, for en del af det er allerede for mange år siden blevet beslaglagt til bad på det lille toilet, der dermed ikke er helt så lille, som det kunne have været. Tilbage er lidt over halvdelen af det gamle pigekammer. Og selv lidt har noget at sige, og med snilde kan der nu både blive plads til køkken og et lille spisebord.
De afhøvlede gulve skal mættes med hvidpigmenteret olieholdigt sæbe, inden der for alvor kan gøres mere i lejligheden. Det troede Sille ville være en saga blot i dag, men sådan skulle det ikke gå.
Altså gik Rose og jeg en tur. Tøsebarnet sov lige præcis tre kvarter og ikke om hun ville sove mere. Heller ikke, selvom jeg forsøgte at køre hende træt på legepladsen i Frederiksberg Have. En legeplads jeg husker som meget mere spændende, dengang mine børn var små.
Jeg havde så ikke lige set hvor hurtig hun er, eller forudset at hun da overhovedet ikke gad være inde i sandkassen. Næh, kravle over sten og ud i Verden - igen og igen og igen... det er sagen.
Og selvom jeg sang hele vejen tilbage og hun lå ned og glippede med øjnene samme vej, faldt hun bestemt ikke i søvn. Ikke i dag, hun plejer ellers rask væk at sove mindst to timer.
Til gengæld så hun temmelig klatøjet ud, da jeg kørte hjemad. Det var efter vi havde fundet tid til snak og hygge, gulvene var ganske mættede og Sille besluttede sig for en pause.
